FC Københavns kamp mod OB vil i fremtiden nok bedst blive husket for, hvad der skete uden for banen end inde på grønsværen.

Dele af OB's fangruppe bag målet sang undervejs i kampen sange om, at 'Viktor Fischer er homo', og derfor reagerede FCK-angriberen ved at kysse ned til fansene efter kampen. Og han ønskede, at der blev gjort noget ved det efterfølgende.

Det er OB ved at tage stilling til nu, og fynboerne vil undersøge, hvad der er sket.

»Vi har ikke nogen kommentarer til det lige nu. Vi bliver nødt til at undersøge, hvad der er foregået. Det var en hektisk kamp, som I sikkert kunne se. Vi så og hørte ikke så meget af, hvad der foregik lige der. Men som klub tager vi stærkt afstand fra homofobiske tilråb,« siger OB's pressechef, Thomas Bansø.

Viktor Fischer og Dame N'Doye i måljubel.
Viktor Fischer og Dame N'Doye i måljubel. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Viktor Fischers reaktion efter kampen med kys til OB's fans var noget, der fik OB-bænken til at reagere, men hovedpersonen selv fortalte siden, at OB-folkene ikke kendte til forhistorien. Og det ser altså ud til, at man i OB ikke har været klar over de homofobiske sange.

Men nu vil man kigge på det.

»Vi vil gerne lige have lov til at undersøge, hvad der er foregået, og så skal vi nok komme med en udtalelse omkring det,« siger Thomas Bansø og afslutter.

»Vi undersøger, hvad vi kan gøre. Vi har snakket sammen internt, og så må vi se, hvad der kommer ud af det. Men lige nu har vi ikke rigtig noget konkret at kunne udtale os om, men vi tager selvfølgelig som klub afstand fra homofobiske tilråb. Det gør alle klubber vel.«