Tre mål i første halvleg sikrede OB en vigtig sejr på 3-2 over FCK i holdenes første kamp i Superligaen.

OB kom flyvende fra land i Superligaen, da det fynske mandskab søndag lagde ud med at vinde 3-2 over FCK.

I første halvleg var OB meget bedre end FCK, der havde svært ved at få skabt chancer. I stedet scorede værterne tre mål, og det kunne sagtens have stået mere end 3-0 ved pausen.

I anden halvleg løftede OB foden fra speederen, og det var ved at gå galt, da FCK blev lukket ind i kampen på to scoringer af debutanten Kamil Wilczek.

Jonas Wind (FCK - 23) efter OB scoring til 3 - 0. Superliga Fodbold Odense Boldklub mod FCK. Nature Energy Park Odense. Søndag den 13 september 2020.
Jonas Wind (FCK - 23) efter OB scoring til 3 - 0. Superliga Fodbold Odense Boldklub mod FCK. Nature Energy Park Odense. Søndag den 13 september 2020. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Selv om gæsterne pressede på for udligningen, var de aldrig tæt på at få en tredje scoring.

Jens Jakob Thomasen og to gange Issam Jebali stod for OB's scoringer.

Efter ti minutter hamrede midtbanespilleren Jens Jakob Thomasen værterne i front med et skud fra kanten af feltet, der susede op i hjørnet.

I det 17. minut blev føringen fordoblet, da angriberen Issam Jebali blev spillet i dybden og sikkert passerede Karl-Johan Johnsson i FCK-målet.

Superliga OB - FC København. Søndag den 13 september 2020.
Superliga OB - FC København. Søndag den 13 september 2020. Foto: Claus Fisker
Vis mere

OB spillede en fremragende første halvleg og havde flere gode muligheder for at udbygge føringen yderligere, men det var først lige inden pausen, at Jebali blev dobbelt målscorer med et fladt skud i det korte hjørne.

Reduceringen kom fra gæsterne efter en times spil, da den tidligere Brøndby-angriber og debutant Kamil Wilczek helt ugeneret kunne heade bolden i mål.

Ti minutter senere blev der for alvor bragt spænding tilbage i kampen, da Wilczek igen var på pletten og reducerede til 2-3.

/ritzau/ NY