Klokken var lige omkring 17, da OB-profilen Mads Frøkjær-Jensen helt panikslagen gik ind i omklædningsrummet på stadion i Odense – en time før kampstart.

Han var nemlig kommet for sent. Med 20 minutter. Derfor blev han straffet af træner Andreas Alm, der smed ham på bænken og dermed droppede ham til den startopstilling, offensivspilleren ellers var tiltænkt.

»Der var lige en sidsteøjebliksændring, sådan er det. Det sker, når man tager lidt fejl af tiderne og kommer lidt for sent, så må man tage konsekvenserne,« siger Mads Frøkjær-Jensen, der tilføjer:

»Jeg havde misforstået mødetiden, sådan er det. Det var min egen skyld, det er sjusket. Jeg var glad for, at jeg trods alt fik lov at komme ind på banen,« lyder det fra Mads Frøkjær-Jensen, der blev skiftet ind i pausen af kampen ved stillingen 0-1 til Brøndby.

På det tidspunkt havde han fået pulsen ned på et normalt leje – foruden opvarmningen, for cykelturen til Nature Energy Park havde været hård:

»Jeg havde hjertet oppe i halsen, og syre og krampe i lårene, da jeg mødte ind,« erkender han.

OB-træner Andreas Alm lod det være op til sin spiller at forklare situationen:

»Jeg har ingen kommentarer til det, det er derfor, han selv svarer på det,« siger han og giver et indblik i, hvordan mødetiderne er i OB.

»Vi skal møde 80 minutter før kampe på hjemmebane normalt set, og når vi er på udebane, er der forskellige tider,« oplyser træneren.

Da Kian Hansen som anfører i FC Nordsjælland i 2019 kom for sent i forbindelse med en kamp – sjovt nok også mod Brøndby – blev straffen, at han måtte sidde på tribunen, men i OB blev straffen til Mads Frøkjær-Jensen slet ikke så hård.

»Spillerne er nødt til at forstå, at det er trænerens lod at tage en beslutning, når ting sker. Det her kan ske den ene gang og får denne konsekvens, og næste gang kan det være noget andet. Der er forskel på episoder, og jeg er nødt til at træffe en beslutning,« siger Andreas Alm, der bestemt ikke ville ind i Mads Frøkjær-Jensen-sagen i offentligheden:

»Jeg vil ikke kommentere på det. Jeg er videre nu, og jeg var videre med det samme. Sådan er det.«

OB udlignede sent til slutresultatet 1-1 – med Frøkjær-Jensen på banen.