16 timer uden mad og drikke.

Det var virkeligheden for Issam Jebali, da tuneseren scorede for OB og sikrede fynboerne et point mod Viborg sidste søndag.

Angriberen faster nemlig i forbindelse med ramadan, så det var på tom mave, at han gik på banen mod Viborg.

»Jeg vil ikke benægte, at det selvfølgelig er en smule sværere at spille under ramadan,« siger Issam Jebali til B.T.

I løbet af hele fastemåneden, der i år varer fra 1. april til 1. maj, må Jebali hverken spise eller drikke fra solopgang til solnedgang, og selvom det umiddelbart kan lyde svært foreneligt med at være Superliga-spiller, er det det hele værd ifølge Jebali.

»Det er svært og dejligt på samme tid. Det giver styrke, fordi det kræver selvdisciplin og selvopofrelse.«

»Det er godt til at komme ud af dårlige vaner som kaffe og småkager og lignende, og man skal fokusere mere og have ekstra opmærksomhed på restitution og træning. Man skal træne smartere,« fortæller den 30-årige tuneser.

I praksis betyder det, at han i disse uger står op klokken tre om natten for at indtage et godt måltid og masser af vitaminer og elektrolytter.

»Min kostplan ser kedelig ud,« griner Jebali.

»Det er sund mad uden sukker. Jeg fokuserer på at få kulhydrater, der bliver længere i kroppen, og proteiner.«

Når dagen er omme og solen gået ned, som den gør omkring 20.30 lige nu, må Jebali spise igen.

»Jeg prøver altid at få et sundt måltid, så ingen sukker eller sodavand, men masser af vand og måske noget frisk juice. Og så prøver jeg at være aktiv, så maden bliver optaget i kroppen, inden jeg går i seng.«

Issam Jebali har været en af OBs profiler i foråret.
Issam Jebali har været en af OBs profiler i foråret. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Faktisk føler Issam Jebali, at det er så godt for hans krop at faste, at han flere gange om året tager en fastedag.

Ramadan er dog noget helt særligt, mener OB-topscoreren.

»Jeg ved ikke, om man bliver en bedre spiller af det, men jeg tror, man bliver et bedre menneske.«

»Vi har en måned, hvor vi må ofre en masse, være taknemmelige og venlige, donere til de fattige og bede om tilgivelse, hvis vi har skændtes med nogen.«

»Det skal vi selvfølgelig også resten af året, men det er en måned, der kan gøre dig til en bedre person.«

»Ramadan-måneden er nok den bedste måned for muslimer. Vi beder meget, kommer tættere på gud og kommer ud af dårlige vaner.«

Issam Jebali fortæller, at det er blevet lettere for ham at håndtere fasten, efterhånden som han har fået mere erfaring.

Derfor er det heller intet problem for ham at spille tre gange 90 minutter på en uge, som han har gjort det i april.

Han fremhæver også verdensstjernen Karim Benzema, der præsterer på øverste hylde, selvom han faster.

Og så er der også den detalje, at Issam Jebali kommer fra Tunesien, hvor han også spillede professionelt, indtil han i 2015 skiftede til svensk fodbold.

»Det er meget nemmere med ramadan i Skandinavien end i Afrika, fordi det ikke er så varmt,« siger han.

1. maj, når OB har spillet mod AGF for anden gang på en uge, slutter ramadan med den traditionelle eidfest, som Jebali skal fejre med hele familien.

»Så køber vi nyt tøj eller legetøj til børnene, klipper håret, klæder os fint på og samles med familien. Det er en stor fejring for os – ligesom julen her, tror jeg.«