Torsdag ved middagstid rundede OB en flot milepæl og den virtuelle streg på billetbarometeret.

Klubben har solgt 10.000 billetter til fredagskampen mod 'lokalrivalerne' Vejle. Dermed har OB nået den ambitiøse målsætning, som klubben satte for flere uger siden.

Men markedsføringen stopper ikke af den grund, fastslår klubbens kommercielle chef Jack Jørgensen til B.T.

»Vi ved, at der altid vil være en vis procentdel, der ikke dukker op til kampen. Derfor kører vi hårdt på for at få så mange som muligt ind på stadion til at bakke op,« siger han.

Én ting er at sætte en flot målsætning om at nå 10.000 tilskuere. En anden er, om man inderst inde tror på, at det kan lade sig gøre mod en klub, som den nuværende tilskuerrekord er 7.783 mod.

Derfor er Jack Jørgensen heller ikke bleg for at indrømme, at det går bedre end forventet med billetsalget.

»Det går meget bedre end forventet. Det handler om at flytte baren for, hvad vi kan i Odense. Jeg mener klart, at vi har top-4 potentiale på fansiden i Odense.«

»Det skal vi forsøge at stimulere og motivere folk til at bakke op omkring. Vi kan noget, når vi står sammen. Vi skal skabe en stemning, man ikke har lyst til at gå glip af,« siger Jack Jørgensen.

To tredjedele af alle OB-hjemmekampe i Superligaen, der er nået over de magiske 10.000, har været mod FCK og Brøndby. Her spiller de to klubbers medrejsende udebanefans en stor rolle.

Derfor ærgrer det også Jack Jørgensen, at der ikke kommer så mange Vejle-fans fredag.

»Det ser desværre ikke ud til, at der kommer så mange Vejle-fans, som vi havde håbet på. Det udfordrer os selvfølgelig lidt,« siger han og pointerer, at OB ikke har arbejdet sammen med Vejle for at få ekstra mange tilskuere på lægterne.

OBs kommercielle chef er ikke i tvivl om, at den store opbakning kommer til at smitte af på de stribede spillere.

»Det betyder meget mere, end man tror. Jeg kan mærke deres begejstring i den her sæson. Der er kommet mange nye unge fans på tribunerne, og det smitter af på de unge gutter på holdet, fordi de kan mærke, at der er nogle, der gerne vil dem og vil stå bag dem for at komme i top seks.«

»Den opbakning, vi har rejst i OB, er blevet rejst i modvind i de sidste mange sæsoner. Vores tilskuere har ikke fået noget foræret. Med alt det, vi har opnået i modgang, er jeg sikker på, at når bøtten vender rent sportsligt, så har vi et kæmpe uforløst tilskuerpotentiale på Fyn, som gør, at vi er lige efter AGF. Og sgu ikke langt fra,« siger Jack Jørgensen.

I OB- og fodboldkredse har der været snak om det faktum, at der den ene uge kommer over 10.000 tilskuere til en kamp mod Brøndby – hvor OB endda leverede et flot comeback – og den anden uge kun dukker 5.700 op mod Sønderjyske.

Halvdelen af dem, der ikke mødte op igen, var ganske vist Brøndby-fans – og det er jo forståeligt! – men det er alligevel en stor mængde OB-fans, der vælger at blive væk.

»Det er et meget godt billede på den kæmpestore forskel, der er. Vi har et bundniveau, vi skal have løftet op, og derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan til hver kamp for at skabe en ramme om det. Det løfter vi op over tid. Måske havde der været 3.800 til en Sønderjyske-kamp for tre sæsoner siden,« siger OBs kommercielle chef.