OB's Europa League-playoffkamp mod Horsens var en festlig en af slagsen med hele fire mål, men mon ikke den bliver husket for især en aktion.
Issam Jebali leverede Superliga-historiens største afbrænder.
Heldigvis kom det ikke til at koste sejren for OB, men en chance er næppe set meget større.
Matej Delac i Horsens-målet parerede en afslutning cirka 25 minutter inde i kampen, som røg direkte ned for fødderne af Jebali.

Men OB's nummer syv formåede på forunderlig vis at losse bolden helt over det tomme mål fra ganske få meters afstand.
De stribede fra Odense vandt dog opgøret alligevel med 3-1 over de jyske gæster.
Første mål blev sparket ind af den unge Max Fenger kort efter, at OB offentliggjorde, at kometen har forlænget sin kontrakt. Dermed har han scoret fire mål i tre kampe.
62 minutter inde i opgøret bragte Ayo Simon Okosun spændingen tilbage i opgøret, da han udlignede til 1-1, men Sander Svendsen og Mikkel Hyllegaard bragte henholdsvis OB foran med 2-1 og 3-1, hvilket var kampens slutresultat.
Returkampen spilles søndag i Horsens.