Siden juli 2010 har OB spillet på TREFOR Park, men sponsoraftalen med energikoncernen TREFOR stod til udløb i år. Den aftale er nu blevet forlænget, så den gælder de kommende tre år, skriver OB i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

»Vi er rigtig glade for, at TREFOR har besluttet at forlænge deres sponsorat. Vi har haft et vældig godt samarbejde med TREFOR på mange forskellige områder, og med en forlængelse af aftalen viser TREFOR, at de har været ligeså tilfredse, som vi har. Det er vigtigt for os, at vi har en god kontinuitet blandt de største sponsorer, og derfor er det glædeligt, at TREFOR følger op på de forlængelser, vi tidligere har kunnet offentliggøre med blandt andre Carlsberg, Micro Matic og T. Hansen. Det vidner om, at vores sponsorer får et stort udbytte af at være en del af det stærke netværk, der omgiver OB og Odense Sport & Event,« siger adm. direktør i Odense Sport & Event, Ole Bang Nielsen.

Hos TREFOR er man også meget tilfredse med forlængelsen, der altså vil gælde frem til 2018:

»Grunden til, at vi har valgt at forlænge vores sponsorat, er først og fremmest ud fra en forretningsmæssig tilgang. Da vi indledte samarbejdet i 2010 var det et led i en større profileringsstrategi, hvor vi havde brug for et fyrtårn, der ikke bare lyste op regionalt, men også nationalt. Det har vi fået i vores engagement omkring alle aktiviteterne på TREFOR Park, og det ser vi frem til at fortsætte og bygge videre på. Vi skal fortsat øge kendskabsgraden til TREFOR, men lige så vigtigt er det for os, at vi også i fremtiden får adgang til  de netværksmuligheder, der ligger i samarbejdet med Odense Sport & Event og de mange erhvervsvirksomheder i netværket,« siger Knud Steen Larsen, adm. direktør i TREFOR.

Inden OBs hjemmebane skiftede navn til TREFOR Park, hed den Fiona Park. Det oprindelige Odense Stadion blev indviet i 1941.