Det blev knebent, men OB holdt stand.

Mandag eftermiddag vandt fynboerne med 2-1 hjemme over Sønderjyske i Superligaens Nedrykningspulje 2. Målscorere for OB blev Troels Kløve og Nicklas Helenius i første halvleg, mens Niki Zimling reducerede på straffespark i anden halvleg.

Med sejren fik OB endelig en Superliga-sejr over Sønderjyske. Det var indtil mandag ikke sket siden oktober 2013 - i mellemtiden havde Sønderjyske vundet otte af de indbyrdes kampe, mens fire var endt uafgjorte.

Med sejren topper OB nu den såkaldte nedrykningspulje 2 med 34 point. Det er tre mere end mandagens modstander på andenpladsen.

OB virkede fra start opsat på at få en sjælden sejr mod Sønderjyske, og allerede efter fem minutter gav det offensive spil pote.

Jeppe Tverskov sendte bolden ind over sønderjydernes forsvar, hvor angriber Nicklas Helenius løb bag om og flot kunne sparke sit tredje sæsonmål i kassen.

OB fortsatte dominansen i første halvleg, og efter 26 minutter udbyggede holdet føringen.

Troels Kløve, der skiftede til OB fra Sønderjyske i vinterpausen, fik masser af plads på en omstilling, og han placerede bolden i mål på et flot spark fra kanten af feltet.

OB havde chancer til at lukke kampen. Fem minutter før pausen var Anders K. Jacobsen tæt på, men han kunne akkurat ikke nå bolden foran mål.

Fem minutter inde i anden halvleg fik Jacobsen endnu engang muligheden, men han måtte se sit skud prelle af på stolpen.

Sønderjyske forsøgte at komme tilbage, og gæsterne var generelt bedre med efter pausen.

Efter 65 minutter kom reduceringen. OB begik straffespark, og Sønderjyskes Niki Zimling scorede.

Efter målet bølgede kampen frem og tilbage. Begge hold jagtede en scoring, og der opstod chancer i begge ender.

Ingen af holdene kom dog for alvor tæt på.

Fynboerne skal i næste uge møde Lyngby på udebane. Sønderjyske møder Randers hjemme.

KAMPENS KARAKTERER

OB (4-4-2)

  • Sten Michael Grytebust 4
  • Ryan Laursen 4
  • Kenneth Emil Petersen 4
  • Marco Lund 7
  • Jacob Barrett Laursen 4
  • Mathias Greve (ud, 66.) 4
  • Jeppe Tverskov 4
  • Troels Kløve 7
  • Casper Nielsen (ud, 89.) 7
  • Nicklas Helenius (ud 80.) 7
  • Anders K. Jacobsen 4
  • Mikkel Desler (ind, 66.) 4
  • Andre Rømer (ind, 80.) UB
  • Joao Pereira (ind, 89.) UB

SNIT:          5,10

Sønderjyske (4-1-4-1)

  • Sebastian Mielitz 4
  • Stefan Gartenmann 4
  • Marc Pedersen 4
  • Kees Luijckx 4
  • Simon Poulsen (ud, 72.) 4
  • Niki Zimling 7
  • Emil Scheel 4
  • Rasmus Vinderslev (ud, 45.) 02
  • Eggert Jonsson 4
  • Christian ‘Greko’ Jakobsen 4
  • Mikael Uhre (ud, 63.) 02
  • Mads Hvilsom (ind, 45.) 4
  • Søren Frederiksen (ind, 63.) 4
  • Nicholas Marfelt (ind, 72.) UB

SNIT:          3,91

Se BTs liveblog fra kampen herunder: