OB's tidligere anfører Kenneth Emil Petersen er gledet så langt væk fra Superliga-holdets startopstilling, at han har fået fjernet sit navn fra omklædningsrummet på Odense Stadion.

Det er fynboernes nye cheftræner, Jacob Michelsen, der har truffet beslutningen om at sende den 33-årige midtstopper på tribunen.

»Grundlæggende handler det om at stille det stærkest mulige fodboldhold. Og i starten af sæsonen vurderede vi, at det var med Kenneth Emil, og nu vurderer vi, at det er uden Kenneth Emil,« siger Jacob Michelsen, der dog erkender, at beslutningen ikke var let.

»Det er klart, at det var én af de større beslutninger at sætte ham af, nu hvor han var anfører.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

OB-træneren vil ikke vil afskrive, at 'KEP' kan vende tilbage til OB's startopstilling.

»Casper Nielsen var ikke med i truppen mod Horsens, men startede så inde i kampen efter, fordi vi vurderede, at det var en Casper Nielsen-kamp. Og der kan også komme Kenneth Emil-kampe.«

OB's sportsdirektør, Jesper Hansen, ved godt, at Kenneth Emil Petersen - der er i gang med sin sidste sæson som fodboldspiller - har måttet sluge en kamel i denne sæson.

»Kenneth har betydet rigtig meget for OB og har været en vigtig del i, at vi har taget mange skridt i den rigtige retning. Men når man skifter træner, kommer der nogle nye idéer og nye måder at tænke på.«

Jesper Hansen, sportsdirektør i OB
Jesper Hansen, sportsdirektør i OB Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

»Jeg har selvfølgelig snakket med Jacob og Kenneth Emil om situationen. Det vigtige er, at vi behandler det professionelt. Kenneth Emil skal gøre alt, hvad han kan for at vinde sin plads tilbage - og hvis han ikke kan se sig selv i denne rolle, må vi tage en snak om det,« siger Jesper Hansen.

Hvor opmærksomme er I på, at de frasorterede spillere får en værdig behandling? Kenneth Emil fortæller eksempelvis, at han har mistet sin plads i omklædningsrummet?

»Det er vi meget opmærksomme på. Vores spillere skal dælenond'me behandles ordentligt, ligesom at de skal agere professionelt. Det med omklædningsrummet var jeg ikke klar over - men der kan ligge nogle praktiske hensyn bag. Men vi er opmærksomme på, at det er en svær situation for ham at gå fra at være Kent Nielsens højre hånd til ikke at være en del af holdet.«

»Men sådan er fodbold - og Kenneth Emil må komme til mig, hvis der er noget, og så må vi tage den derfra,« siger Jesper Hansen.