FC København floppede mandag aften hjemme mod bundholdet Vendsyssel og måtte skuffende nøjes med 1-1.

Men efter kampen var der ikke kun ærgrelse over, at man havde tabt to point, som kan blive vitale i guldkapløbet, hvor FCM nu kun er ét point efter københavnerne i tabellen.

For profilen Nicolai Boilesen måtte udgå med en skade i pausen, og alt tyder på, at venstrebacken er ude i flere uger.

Det siger i hvert fald FCK-manager Ståle Solbakken efter kampen.

Mads Claus Rasmussen

»Han fik en fiber. Vi skal lige undersøge det, men vi får ham nok ikke at se i de tre kampe før slutspillet,« siger Solbakken.

Ud over Nicolai Boilesen er Andreas Bjelland og klubbens største stjerne - Viktor Fischer - på FCK's skadesliste.

Fischer har været ukampdygtig i flere måneder, og det er uvist, hvornår offensivspilleren igen kan komme i kamp.

FC København har tre kampe tilbage i grundspillet, og her er modstanderne Vejle, FC Nordsjælland og Hobro.