Danmarks Idrætsforbunds (DIF) Matchfixing-sekretariat går ind i sagen om en omdiskuteret kamp i Alka Superligaen mellem FC Midtjylland og Sønderjyske, som Fodboldens Disciplinærinstans i første omgang havde åbnet en sag om.

Det skriver DIF i en pressemeddelelse.

Matchfixing-sekretariatet skal i første omgang beslutte, om sagen om den omdiskuterede kamp skal indbringes for DIFs Matchfixingnævn.

Af samme årsag har Fodboldens Disciplinærinstans besluttet at sætte undersøgelserne af sagen i bero.

»Efter indledende overvejelser og drøftelser om sagen mellem Fodboldens Disciplinærinstans og DIFs Matchfixing-sekretariat er der enighed om, at sagen i første omgang skal vurderes i medfør af DIFs Matchfixing-lovregulativ.«

»Det skyldes, at sager, der potentielt vedrører manipulation af idrætskonkurrencer, eksempelvis bevidste nederlag, skal behandles efter de fælles regler i DIFs Matchfixing-lovregulativ,« skriver DIF.

Søndag vandt FC Midtjylland 2-1 over Sønderjyske på et sent mål, som gjorde, at Sønderjyske røg i en nedrykningspulje, der var mere fordelagtig for klubben, end hvis kampen var endt 1-1.

Fra klubbens officielle Twitter-profil var der flere opslag, der tydeligt udtrykte glæde ved FCM's sene scoring og det efterfølgende nederlag. Klubben trak dog senere sine tweets tilbage.

/ritzau/