I sidste uge kunne B.T. afsløre, at FC Nordsjællands eftertragtede cheftræner, Kasper Hjulmand, er på blokken som ny cheftræner i den belgiske storklub Anderlecht.

Siden er meget sket i Bruxelles.

Danske Frank Arnesen har fået jobbet som teknisk direktør hos de 34-dobbelte belgiske mestre, mens de to indledende favoritter til det ledige cheftrænerjob, hollænderne Peter Bosz og Frank de Boer, har fået andre jobs i henholdsvis tyske Bayer Leverkusen og amerikanske Atlanta United.

Så hvor efterlader udviklingen Kasper Hjulmands muligheder for at få en forsinket julegave i form af et stort, europæisk cheftrænerjob?

Kasper Hjulmand har endnu ikke forlænget sin aftale i FC Nordsjælland, der udløber til sommer. Hjulmand overvejer nu sine muligheder. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Kasper Hjulmand har endnu ikke forlænget sin aftale i FC Nordsjælland, der udløber til sommer. Hjulmand overvejer nu sine muligheder. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Belgiske medier har de seneste dage berettet, at Kasper Hjulmand er Anderlechts plan B eller C. De oplysninger stemmer overens med, hvad B.T.s kilder fortæller. Selvsamme kilder fortæller, at Anderlecht og Hjulmand nu skal tale sammen for at føle hinanden på tænderne.

Hjulmand er dog ikke belgiernes foretrukne kandidat. Det er i stedet den tidligere FC Barcelona-spiller Philip Cocu, der senest har trænet den tyrkiske storklub Fenerbahce.

Såvel belgiske som tyrkiske medier har de seneste dage fortalt, at Frank Arnesen efter sin tiltrædelse som teknisk direktør i Anderlecht rejste til Istanbul, hvor Cocu er på ferie. Her forsøgte Arnesen at overbevise hollænderen om at tage jobbet.

Samtidig snakkede Arnesen med Fenerbahce, der fortsat betaler Cocus løn, efter han blev fyret for to måneder siden. Cocu skal således købes fri af den tyrkiske storklub, hvis han skal starte i et nyt job snart.

Anderlecht, der i denne sæson har skuffet med en foreløbig sjetteplads i den belgiske liga, hyrede forleden danske Frank Arnesen som teknisk direktør. Han er nu med til at hyre klubbens nye træner.
Anderlecht, der i denne sæson har skuffet med en foreløbig sjetteplads i den belgiske liga, hyrede forleden danske Frank Arnesen som teknisk direktør. Han er nu med til at hyre klubbens nye træner. Foto: FRANCOIS WALSCHAERTS
Vis mere

Cocus agent har imidlertid sagt, at Anderlecht-jobbet ikke er interssant for hans klient, der hellere vil have en pause fra trænergerningen. Men dette kan meget vel være en del af en forhandlingstaktik, som i sidste ende skal udløse en større og bedre kontrakt til den 48-årige hollænder.

Lige nu er det derfor et åbent spørgsmål, om Anderlecht ender med at få Cocu - eller må gå andre veje. Skal de det, kommer Kasper Hjulmand i spil. Det samme kan den tidligere Ajax-træner Martin Jol komme.

Anderlecht kan i princippet tale med Kasper Hjulmand uden FC Nordsjællands vidende. Farum-klubben har ikke krav på at 'blive spurgt om lov', for at en anden klub kan tale med cheftræneren. Ifølge B.T.s oplysninger er FCN dog ikke videre indstillet på at slippe Hjulmand nu, hvis det kommer så vidt.

Hjulmand har fortsat et halvt år tilbage af den kontrakt med FC Nordsjælland, der udløber til sommer.