Tre mand i forsvaret. Det ligner en ny trend i Superligaen. FC Midtjylland gjorde det i sidste uge i Telia Parken, og på selvsamme sted og i samme kamp gik FC København også over til et tremandsforsvar i pausen. Og nu gjorde AaB det så mod Brøndby og hentede et point i 0-0-løsningen.

AaBs cheftræner, Morten Wieghorst, som nu pludselig står med et særdeles formstærkt hold, der trods en plads i den nedre del af Superligaen, er ubesejret i seks kampe, forklarer, at han ikke har hentet inspirationen fra de andre Superliga-hold.

»Nej, det har jeg ikke gjort. Det er noget, som også bliver praktiseret andre steder. Vi gjorde det, fordi vi vidste, at der kommer mange dybe løb fra Brøndbys angribere, og det skulle vi dæmme op for. Det klarede spillerne godt,« siger Morten Wieghorst, som til at dirigere sit nye forsvar havde Jores Okore i midten.

 
Brøndby spillede 0-0 med Aab i 9. spillerunde af Superligaen.
Vis mere

Den tidligere landsholdsspiller var banens bedste og var glad for at være tilbage i startopstillingen, efter en baglårsskade har drillet. Jores Okore vil dog ikke kalde det for den bedste kamp i hans korte tid i AaB-trøjen.

»Jeg vil sige, at jeg spillede en rigtig god kamp mod FCK i Parken, men det var da en rigtig god indsats fra min side af. Jeg er glad for at være tilbage, kunne spille i dag og gøre en god figur. Det glæder mig meget,« siger Jores Okore, der anerkendte, at holdet i perioder blev presset tilbage i kampen mod Brøndby, men mente, at aalborgenserne havde de største chancer. Tre af dem.

»I første halvleg lå vi tre mand i forsvaret, men i anden halvleg blev vi presset mere tilbage og spillede med fem i forsvaret, så det var lidt blandet. Vi har klart de største chancer, så det er ærgerligt, at vi ikke scorede og nappede de tre point. Vi er lidt skuffede, for vi ville gerne have haft de tre point, men Brøndby Stadion er et svært sted at komme hen og spille, men som kampen skred frem, kunne vi godt have fået de tre point, så det er lidt skuffende,« forklarer han.