Så er den gal igen.
FC København har på ny store problemer med det ofte udskældte græs på hjemmebanen i Parken.
Derfor er klubben nu ude med en undskyldning før lørdagens Superliga-brag i nationalarenaen, hvor FCK møder FC Midtjylland i en udsolgt kamp.
Årsagen til, at banen – som det ses på billeder, der har floreret på de sociale medier – fremstår uskarp og mest af alt ligner en vissen sommergræsplæne, er blandt andet, at der for et par uger siden har været afholdt en stor koncert med rapgruppen Suspekt, forklarer klubben.
»Desværre bliver det på en bane, der ikke ser ud, som vi ønsker det som konsekvens af en fejl i behandlingen af banen efter Suspekt-koncerten,« skriver FCK på sin hjemmeside.
FCK oplyser, at det særligt er i den ene ende af banen, at den er gal med græsset, som har været dækket til i flere dage i forbindelse med koncerten, hvor 47.000 fans holdt en fest med Suspekt.
»Ud fra et sportsligt perspektiv er det besluttet ikke at skifte banen, der er stabil og spilbar. For langt det meste af banen, er det visuelt, den ikke er god nok, mens banen i den ene ende ned mod D-tribunen er utilfredsstillende, hvilket har været under observation og behandling siden seneste landskampspause.«
Efter dagens kamp mod FCM venter der et nyt stort opgør allerede på tirsdag, hvor Bayern München kommer på besøg i et meget imødeset Champions League-brag. Men heller ikke her vil banen stå knivskarpt.
FCK melder nemlig ud, at de først forventer, at 'banen over de kommende uger igen vil se ud, som vi ønsker det'.
Banens beskaffenhed i Parken har ved flere lejligheder været til debat og kritiseret. Bland andet af landstræner Kasper Hjulmand.
Det tog FCK konsekvensen af og hyrede i januar 2022 groundsman Theis Fonseca Holmene til at stå for banen.
I vinter blev plænen i Parken efterfølgende renoveret, i hvad klubben kalder den mest omfattende renovering siden Parken blev bygget tilbage i 1992.
Før sommerferien stoppede Parkens Grounds Manager efter halvandet år med ansvaret for græsset, og den stilling er ikke blevet besat siden.