FC Midtjylland har lavet deres eget bud på 'You'll Never Walk Alone'.

Nu bliver den haglet ned på Twitter.

»'Hør hele hymnen her’. Det bliver simpelthen et gigantisk nej tak. 45 sekunder var rigeligt.' 'Årh fedt ! sagde ingen fodbold fans nogensinde'«

Det er blot nogle af de mange kommentarer som sangen har fået på Twitter. Herunder følger et lille udpluk af reaktionerne på sangen:

De fleste af kommentarerne kommer fra fans, der er tilhængere af andre klub end FC Midtjylland, og kommerciel chef i FC Midtjylland, Jacob Jørgensen, er ikke overrasket over reaktionerne:

»Man skulle nok være naiv, hvis man skulle forestille sig, at andre klubbers fans ville skrive, at det var den fedeste sang, de nogensinde havde hørt. Så det er forventeligt.«

Han havde dog nok ikke håndteret det på samme måde, som dem der har svinet sangen til på Twitter:

»Alt efter hvordan man er opdraget, så har man en holdning, som man kommer ud med eller ej. Jeg er blevet opdraget sådan, at hvis jeg ikke har noget godt at sige, så siger jeg ikke noget. Jeg er ligeglad med, hvilken sang de synger på andre Superliga-stadions. Det skal de helt selv have lov at styre.« siger Jacob Jørgensen.

FC Midtjylland har over 17.000 følgere på Twitter, og på halvandet døgn er der 42, der har liket opslaget med sangen. Men det bekymrer ikke Jacob Jørgensen, selvom det kan være en indikator på, at fansene måske ikke er så vilde med hymnen:

»Det kan være et argument for, at den ikke er så populær. Men til pokalfinalen mod Brøndby stod der 10.000 fans og tog rigtig godt imod den. Vi har oplevet stor opbakning andre steder til sangen. Så det tager vi ikke så højtideligt. Det vigtigste er hvordan folk tager imod den på stadion.«

FC Midtjylland ved dog godt, at det ikke er sikkert, at sangen bliver en succes på stadion:

»Det er en faktor, at det kan falde igennem i og med, at musik er subjektivt. Men vi håber, at der er stor opbakning omkring den. Det kunne være fedt, hvis den blev vores version på f.eks. 'You’ll Never Walk Alone',« fortæller Jacob Jørgensen.

'Hymnen til Midtjylland' hedder sangen. Sangen er lavet af fanklubben og fanmiljøet omkring FC Midtjylland i samarbejde med lokale og nationale artister. Det er en sang der handler om Midtjylland som klub og som område. Hymnen skal spilles på MCH Arena for første gang på søndag mod Brøndby.