FC København ledte krampagtigt efter konceptet hjemme mod FC Nordsjælland, som vandt 3-1 i Parken.

Krisen kradser i FC København, der søndag tabte 1-3 på hjemmebane til FC Nordsjælland.

Status er, at FCK er hele 17 point efter Brøndby, der tidligere søndag vandt 3-1 ude over Sønderjyske og topper Alka Superligaen med 42 point efter 18 kampe.

Samtidig er FCN på en tredjeplads 11 point foran FCK, der halter efter på en femteplads.

FCN, som ikke havde vundet i de seneste ni ligakampe i Parken, var godt klædt på til søndagens opgave.

Med højt pres og hurtigt spil på kanterne var FCN i perioder det dominerende hold.

Især FCN-talentet Jonathan Amon voldte den danske landsholdsspiller Peter Ankersen store problemer i FCK's højre side.

Begge hold havde et par gode chancer i den første halve time, men det var FCN, som kom først i gang med målscoringerne.

Ti minutter før pausen tog FCN's kantspiller Karlo Bartolec et træk forbi Benjamin Verbic og fandt det lange hjørne bag FCK-keeper Robin Olsen.

Og blot to minutter senere blev hjemmeholdet igen udspillet, da Jonathan Amon tørrede FCK-backen Peter Ankersen og fandt Emiliano Marcondes til en nem 2-0-scoring.

På to minutter lykkedes det dermed for FCN at knockoute FCK.

FCK svarede dog igen før pausen, da Verbic fik tilkendt et straffespark kort før pausefløjt.

FCK-angriberen Pieros Sotiriou reducerede til 1-2 fra pletten, og så var kampen helt åben igen.

I anden halvleg forsøgte FCK at få udlignet, men den offensive kreativitet var mangelfuld, og FCN stod godt defensivt.

Efter en times spil blev Sotiriou nedlagt på kanten af feltet af FCN-stopperen Benjamin Tiedemann Hansen, som slap med et gult kort.

FCK'erne brokkede sig over, at dommer Michael Johansen ikke trak det røde kort, og at FCN-spillerne fik lov til at stå for tæt på bolden på det efterfølgende frispark.

Træner Ståle Solbakken forsøgte med indskiftninger af Pierre Bengtsson, Federico Santander og Kasper Kusk at skaffe en forløsende scoring i anden halvleg, men den kom aldrig.

Tværtimod mistede Kusk bolden, så FCN-spilleren Mads "Mini" Pedersen kunne udnytte et kontraangreb og gøre det til slutresultatet 3-1 efter 72 minutter.

FCK-fansene viste allerede i pausen deres utilfredshed på et banner, hvor der stod:

- Landets dyreste træner, stab og trup. Bevis I er pengene værd!

Det kan man ikke sige, at FCK beviser i øjeblikket.

/ritzau/

Genoplev kampen i LIVE-bloggen her: