AGF-successen skal ride videre med en ny mand ved David Nielsens side.

AGF-træneren og den sportslige ledelse i klubben har ansat en ny assistenttræner, og det er et kendt Superliga-ansigt, som er hentet til Aarhus.

Den tidligere FC Nordsjælland- og Esbjerg fB-spiller Morten Karlsen har nemlig fået en to-årig kontrakt med Superliga-bronzevinderne, hvor han skal afløse Ruben Selles.

41-årige Morten Karlsen har senest været cheftræner i HB Køge. Før sin tid i Køge var han cheftræner for U19-holdet i FC Nordsjælland.

»Morten Karlsen har stået i træner-lære i et strømlinet udviklingsmiljø i FC Nordsjælland, men har også senest stået med ansvaret som cheftræner i HB Køge, ligesom han har en solid spillerbaggrund bag sig. De samtaler, vi i processen har ført med Morten, har bekræftet os i, at han kan tilføre yderligere kvalitet i et i forvejen super stærkt setup,« siger sportschef Peter Christiansen til AGF's hjemmeside.

»Jeg glæder mig utroligt meget til at starte i AGF,« siger den nye assistenttræner i Aarhus-klubben:

»Det bliver en spændende opgave i en klub, som er på vej frem på mange fronter. Der er blevet lagt mange gode sten i den forgangne sæson, som vi skal bygge videre på, og jeg ser meget frem til at blive en del af et meget dygtigt og kompetent-trænerteam,« siger Morten Karlsen.

AGF starter træningen frem mod den kommende sæson i dag. Klubbens første opgave er kampen mod finske FC Honka, som kommer på besøg i Aarhus i kvalifikationen til Europa League 27. august.