Det har været ugens samtaleemne, og endelig stod han der så efter storsejren på 4-0 over FC København – klar til at svare på spørgsmålene.

Brian Priske har i denne uge været blandt de absolutte topkandidater til det ledige trænerjob i Genk, men han fik det ikke, da det gik til Utrechts John van den Brom.

»Jeg har ikke det store at sige. Den må du tage med Steinlein,« siger Brian Priske og henviser til direktør Claus Steinlein, da B.T. spørger ind til hans kandidatur i Genk.

Hvad har du tænkt om, at der er bud efter dig udefra?

»Hvad har jeg tænkt? Hm, jeg tror lidt det, som jeg har sagt før. At jeg selvfølgelig er ambitiøs og ærgerrig ligesom så mange andre i denne verden. Og drømmer selvfølgelig efter noget større. Det er det, jeg jagter ligesom så mange mulige andre. Så i sidste ende handler det om at gøre sit arbejde, og det prøver jeg på at gøre hver evigt eneste dag, når jeg møder ind. Jeg er glad og godt tilfreds i Midtjylland, men selvfølgelig har jeg ambitioner.«

Der er vel også stadig masser at hente for dig her i Midtjylland, når du kun har været her i et års tid som cheftræner?

»Jo, præcis. Jeg tror, at jeg har været her i 14-15 måneder, og det handler om at levere. Det handler om at gøre sine ting, og det føler jeg selvfølgelig, at jeg gør. Og så er det klart, at ligesom for alle mulige andre er drivkraften muligheden for på et eller andet tidspunkt at stige i graderne. Vi må se, hvornår det bliver.«

Det kunne allerede være blevet nu som afløser for søndagens modstander Jess Thorup. Til gengæld gav han Genks tidligere forelskelse tæv.