En usund cocktail af byture, Dankort-roulette og onlinepoker var med til at spolere karrieren for Jamil Fearrington i FC København.

Fearrington var ellers et lovende KB-talent, da han i 2006 kom op i FC Københavns førsteholdstrup. Her imponerede han den dengang nye træner Ståle Solbakken så meget at han fik tilbudt en tre-årig kontrakt.

Dermed var vejen banet til, at Fearrington kunne arbejde sig ind på det danske storhold og skabe sig en stor fodboldfemtid.

Men den lovende 20-årige forsvarsspiller forspildte chancen, fortæller han i et indlæg under overskriften ’Guide: Sådan slår du ikke igennem i FCK’ på Spillerforeningens hjemmeside.

»Jeg elskede virkelig at komme til træning og spille mod de her fantastiske spillere hver eneste dag. Marcus Allbäck, Tobias Linderoth, Jesper Grønkjær, Atiba Hutchinson, Michael Gravgaard, Brede Hangeland, Oscar Wendt og så videre. Det var det fedeste i verden,« skriver Ferarrington om tiden, efter han var blevet en del af førsteholdstruppen.

Men siden gik det galt. Fearrington lænede sig for meget tilbage efter at have nået sit store mål om at få en seniorkontrakt med københavnerklubben.

Han leverede ganske enkelt ikke hårdt nok til træning, men fokuserede i stedet for meget på sociale aktiviteter uden for banen – byture, dyre middage og den slags.

»Nogle gange betalte vi regningen med dankort-roulette. Hvis du ikke kender det, så er det, når alle lægger sit dankort, og man bare beder tjeneren om at trække et tilfældigt, og så betaler vedkommende hele regningen. Jeg sad tit med en klump i maven, for det havde jeg slet, slet ikke råd til. Jeg ville jo ikke tabe ansigt, så jeg lod jo bare som om, det ikke betød noget,« skriver Fearrington.

Han fortsætter:

»Byture blev der også lidt for mange af. Jeg var jo en af de få københavnerdrenge i truppen, og lad os bare sige at jeg har tilbragt lidt for mange nattetimer på byens klubber. Så mit netværk var stort og jeg var i mit es, når den stod på fest. Og det blev ikke værre af, at der nu stod FCK-spiller på CV’et. Her kunne jeg også vise mig lidt frem for mine holdkammerater. Det her var min hjemmebane. Jeg tænkte bare ikke over, at det ikke var her, jeg skulle brillere.«

Efter et halvt år med flittige afbud til træning efter onlinepoker-seancer til langt ud på natten, blev han degraderet til reserverne. Og efter kun et års tid i FCK-truppen var han en færdig mand i klubben.

I dag er Jamil Fearrington 30 år og spiller for Brønshøj i 2. division. Han siger, at han ikke fortryder sine handlinger - han har haft mange sjove oplevelser i sin karriere, hvor han har spillet i flere klubber i Norge samt Frem og FC Roskilde mfl .

Alligevel har han et budskab, han gerne vil give videre til unge fodboldspillere i sit indlæg:

»Jeg indså først i midten af 20’erne, hvor meget man egentlig selv kan gøre for at iscenesætte sig selv. Være den første der kommer hver dag, og den sidste der går. Lav al den ekstra træning, du kan komme i tanke om. Kræv at få at vide, hvilke områder de ønsker, at du forbedrer dig. Og træn det som en sindssyg,« lyder rådet fra det tidligere FCK-talent.

Læs hele Jamil Fearringtons underholdende indlæg på Spillerforeningens hjemmeside her.