Det er tid til den store evaluering af det omdiskuterede ligaformat, som blev taget i brug i den bedste danske fodboldrække, Superligaen, for to år siden.

Tirsdag er lederne fra landets bedste klubber samlet i Odense, hvor de skal udveksle erfaringer med udvidelsen fra 12 til 14 hold og de medfølgende slutspil i både top og bund. BT har tidligere skrevet om de mulige ændringer - læs mere om det her

Et af de centrale punkter bliver at finde ud af, hvordan man kan undgå en gentagelse af den såkaldte 'Sønderjyske-sag', der skabte ballade efter sidste spillerunde i grundspillet i marts. Øverst i aritklen kan du se årets bedste mål i Superligaen

Her indkasserede Sønderjyske et mål i de sidste minutter af en kamp mod FC Midtjylland, som sendte sønderjyderne i den mest fordelagtige pulje i nedrykningsspillet.

»Det har i denne sæson givet anledning til nogle diskussioner, som har været uhensigtsmæssige,« siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen:

»Den diskussion skal slet ikke kunne være der. Det vil være min forventning, at der kommer en ændring på det.«

Også debatten om ligaens størrelse kan komme på bordet igen. Ikke alle mener, at der er tilskuerpotentiale og sportslig kvalitet nok til 14 hold i den bedste række.

En ændring kræver tilslutning fra tre fjerdedele af de berørte klubber, hvilket vil sige 11 ud af 14 superligaklubber og 9 ud af de 12 klubber i den næstbedste række.

Uanset udfaldet af tirsdagens møde ligger det dog fast, at også den kommende sæson bliver med 14 hold i Superligaen.

/ritzau/