OB's spillere kan kaldes tilbage på arbejde efter at have været hjemme i lønkompensation i den seneste tid.

OB’s superligatrup har været hjemsendt på lønkompensation, men truppen og staben kan nu tilbagekaldes og påbegynde træningen i tråd med myndighedernes og Divisionsforeningens retningslinjer.

Det skriver OB på sin hjemmeside.

Det sker efter godkendelse fra Odense Kommune. Den fynske klub er dog bevidst om, at der stadig er mange hensyn og overvejelser at tage omkring de helbredsmæssige og økonomiske aspekter.

»Vi arbejder nu på at få spillerne tilbage på træningsbanen, men her har vi et stort ansvar overfor vores spillere,« siger sportschef Michael Hemmingsen og fortsætter.

»Det gælder selvfølgelig i forhold til det fysiske aspekt i at være klar til at spille kamp, men også i forhold til det mentale aspekt i at være isoleret fra et fællesskab så længe.«

»Vi har samtidigt forsøgt at være så økonomisk ansvarlige som muligt, og der har trepartsaftalen været en rigtig god hjælp,« siger han.

Nyheden fra OB kommer, dagen efter at FC Nordsjælland og AaB meldte ud, at de vender tilbage til træningen.

Spillerne fra de to klubber skal i den kommende periode træne i mindre grupper.

Superligaen har været lukket ned siden 9. marts, og det er usikkert, hvornår den igen kan begynde.

Divisionsforeningen håber, at det kan blive 15., 24. eller 31. maj.

/ritzau/