Niels Frederiksen fremhæver mesterskab, europæisk gruppespil og debut til mange egne talenter i Brøndby.

Niels Frederiksen føler, at han har fået det optimale ud af Brøndby.

Mandag sagde klubben farvel til træneren efter tre og et halvt års samarbejde, og Niels Frederiksen kan se tilbage på en tid, hvor han var ansvarlig, da klubben i 2021 vandt sit første mesterskab siden 2005.

»De resultater, der er blevet skabt, har i min optik været på toppen af, hvad man kunne forvente. Naturligvis med klubbens første mesterskab og europæiske gruppespil i 16 år som det største. Den glæde og eufori som det skabte blandt så mange, vil jeg huske for altid,« siger Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.

Niels Frederiksens sidste kamp som træner for Brøndby IF i denne omgang blev søndagens hjemmekamp mod Viborg, som Brøndby tabte 0-2. Mandag blev det meldt ud, at Frederiksen nu er fortid som Brøndby-træner. Lars Møller/Ritzau Scanpix
Niels Frederiksens sidste kamp som træner for Brøndby IF i denne omgang blev søndagens hjemmekamp mod Viborg, som Brøndby tabte 0-2. Mandag blev det meldt ud, at Frederiksen nu er fortid som Brøndby-træner. Lars Møller/Ritzau Scanpix
Vis mere

Niels Frederiksen blev ansat, efter at han havde været chef for det danske U21-landshold. Han nåede i alt 143 kampe som Brøndby-træner med et pointsnit på 1,51.

Efter en periode hvor Brøndby havde haft tyske Alexander Zorniger som træner, kom Niels Frederiksen ind og skabte fokus på de talenter, som tyskeren i høj grad havde valgt at se bort fra.

Han sørgede blandt andet for, at Jesper Lindstrøm blev skubbet frem i lyset. Den unge offensivspiller blev senere det største salgsobjekt i Brøndby i mange år.

»Mere spilletid til og udvikling af egne talenter var en væsentlig strategisk opgave, der skulle løftes, da jeg blev ansat. Jeg synes, vi i fællesskab er kommet rigtig langt på det punkt. Jeg er stolt over, at vi lykkedes med at give så mange af klubbens egne Masterclass-talenter debut i Brøndby-trøjen. Flere er blevet store Superliga-profiler og nogle er endda allerede solgt videre til større adresser,« siger Niels Frederiksen.

Han forlader et Brøndby-hold, der er placeret som nummer ti i Superligaen - tre point fra en plads blandt de seks bedste, der til foråret spiller om mesterskabet.

/ritzau/