Brøndby måtte i første spillerunde af mesterskabsspillet overlade førstepladsen til FC Midtjylland efter endnu et 0-1-nederlag i Herning.

Mens FC Midtjylland allerede på sin første chance kom på tavlen ved Sory Kaba, lykkedes det ikke gæsterne at score trods tre store muligheder, da Mikael Uhre brændte sin chance alene med Jonas Løssl, og han bankede også en bold på overliggeren, ligesom Sigurd Rosted gjorde det i de døende sekunder af kampen.

»Det bliver skarpheden, der er afgørende, som det er i tætte kampe. Vi rammer overliggeren to gange, og vi har en friløber, hvor vi får et skidt sidste touch på den med Uhre, så det bliver et lidt for langt træk, og der skal vi jo score,« siger Niels Frederiksen, der kan se midtjyderne have slået sit hold alle tre gange i denne sæson og dermed stå for halvdelen af de nederlag, det i alt er blevet til for de blå-gule i Superligaen.

»Det er egentlig som de to sidste gange, vi har mødt dem i denne sæson. At vi minimum er på niveau med dem, men ikke får noget med os. Det er vi selvfølgelig skuffede over. Ligesom sidst vi var heroppe, misser vi et par store chancer, og ellers synes jeg, at vi holder dem fra store chancer. De scorer på en standard, og vi har en lidt ærgerlig følelse, for jeg synes egentlig godt, at vi kunne have fået noget med herfra.«

Niels Frederiksen.
Niels Frederiksen. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

De to klubber har nu byttet pladser i toppen af Superligaen med et points adskillelse, og Niels Frederiksen maner til besindighed efter kun en enkelt kamp i slutspillet.

»Altså, jeg vil sige, at hvis vi havde vundet i dag, og jeg gik med armene oppe over hovedet, så havde jeg ikke været rigtig klog, men fordi vi har tabt i dag, og jeg ikke går med hovedet mellem skuldrene, så havde jeg heller ikke været rigtig klog. Der er spillet en kamp, og jeg synes, at vores præstation var okay, så vi må videre, og det er okay. Vi skal nok få vores point,« lyder det fra Brøndbys cheftræner, der går med på, at de tre nederlag til Midtjylland er definerende for, hvem der er favoritter til at tage guldet.

»Det kan man godt sige, og det er heller ikke sikkert, at det er 100 procent tilfældigt. Det er det jo ikke. Altså, du skal jo være skarp i de vigtige kampe, og det har vi ikke været de tre gange. Ikke skarpe nok i hvert fald, og det ærgrer vi os over,« siger han uden dog at være vildt imponeret over, hvad han så fra det nye tophold i rækken.

»Jeg synes ikke, de var voldsomt ambitiøse i deres spil, men de vinder jo, og vinderen har altid ret, så de skal jo selv styre, hvordan de vil gøre det, men vi fik overladt meget af initiativet. Det var vi ikke helt dygtige til at udnytte,« slår han fast.

Brøndby skal næste gang ud i endnu en gyser, når menuen byder på FC København.