Da Niels Frederiksen overtog tøjlerne i Lyngby Boldklub i 2009, havde han to job.

For ud over at kunne skrive 'cheftræner' for de blå på sit cv var han underdirektør i Danske Bank. Og da klubben i 2010 rykkede op i Superligaen, krævede det fokus.

Det betød, at Niels Frederiksen tog et års orlov fra banken. Det var i hvert fald det, omverdenen fik at vide. Men sådan forholdt det sig faktisk slet ikke, fortæller han nu til DR Sporten.

»Det var ikke sandheden. Jeg var begge steder. Vi løj, fordi vi ikke ville have medierne efter os. Hvis vi tabte to kampe i streg med Lyngby, og medierne vidste, at jeg var begge steder, ville de sige 'hold kæft, hvor er det useriøst. Man kan ikke være superligatræner, mens man er underdirektør i en bank'. Så vi besluttede at bilde alle ind, at jeg fik orlov,« siger Niels Frederiksen.

De to job betød meget lange arbejdsdage for Niels Frederiksen, der både skulle jonglere med trænerjobbet og passe sit arbejde i banken.

Morgen og formiddag var på Lyngby Stadion, og om eftermiddagen blev træningstøjet skiftet ud med jakkesæt, inden han satte kursen mod Danske Bank. Her sad han ofte til sent om aftenen, og dagen efter var programmet det samme.

»Det var en ret hård periode mentalt. Men det gik langt over forventning i klubben – vi overlevede den sæson i Superligaen. Da der var gået et år, mærkede jeg, at det ikke længere kunne gå. Det var ikke godt for hverken klubben, banken eller mig. Når jeg var ude i fodboldklubben, tænkte jeg på banken og omvendt,« siger Niels Frederiksen.

Jobbet i banken blev opsagt, og han dedikerede sig til fodbold på fuld tid. Noget, der længe havde været et ønske i Lyngby, fortalte klubbens daværende administrerende direktør, Birgit Aaby, i 2011.

»Han har haft et job i banken, men det stopper han med, så han kan være på fuld tid hos os og være med til at præge os. Det har været vigtigt for os at få en træner, der kan være fuldt dedikeret til holdet,« sagde hun.

Niels Frederiksen var træner for Lyngby indtil 2013, hvor han overtog tøjlerne i Esbjerg.

I 2015 blev han så cheftræner for det danske U21-landshold, som han var til EM-slutrunden med i år.

Det blev hans sidste i spidsen for dem, for allerede i januar blev det meldt ud, at han ville stoppe, når slutrunden var overstået. 1. juni blev han så præsenteret som ny cheftræner for Brøndby IF, som han indtil videre har hentet syv point med i tre kampe i Superligaen.