Oprydningen er i gang i FC København, og tirsdag har klubben meldt ud, at midtbanespilleren Nicolaj Thomsen snart er fortid.

For han får ikke forlænget sin kontrakt med FCK, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

»Nicolaj er fortsat en rigtigt dygtig fodboldspiller, og han har været topprofessionel at have i truppen, hvor han altid bidrager til holdets bedste og altid har knoklet på, selvom det hele sikkert ikke altid har været sjovt,« siger sportsdirektør Peter Christiansen.

»Han har i sin tid i klubben været uheldig med en del skader, når han var tæt på virkelig at bide sig fast i en meget hård konkurrencesituation,« siger Peter Christiansen om Nicolaj Thomsen, der stopper i klubben ved udgangen af denne sæson.

Det er ikke blevet til meget spilletid for Nicolaj Thomsen (tv.) i denne sæson.
Det er ikke blevet til meget spilletid for Nicolaj Thomsen (tv.) i denne sæson. Liselotte Sabroe

28-årige Nicolaj Thomsen skiftede til hovedstadsklubben i 2017, og her var drømmen mesterskaber og europæiske eventyr, fortæller han.

»Jeg er dybt taknemmelig for at have fået chancen i Nordens største klub og ser med både glæde og stolthed tilbage på mine fire et halvt år i klubben,« siger Nicolaj Thomsen, der blandt andet fremhæver jubel med Sektion 12 efter at have scoret mod Brøndby og playoff-kampene mod Atalanta som nogle af de vildeste øjeblikke.

»Jeg tror, de færreste fodboldspillere vil indrømme, at de ikke blev den succes, som det var håbet. Men det er desværre historien om min tid i F.C. København. Mit første år i klubben blev hæmmet af en skade. Og de sidste af manglende spilletid,« siger midtbanespilleren, der også har en fortid i AaB.

Hvor han nu skal hen, meldes der ikke noget om, men Nicolaj Thomsen fortæller, at han elsker København og skal bo der, når han stopper karrieren.

»En særlig tak til alle de fantastiske fodboldspillere, jeg har fået lov at konkurrere med i FCK. Mange af dem var bedre end mig. Men jeg har nydt hvert sekund i deres selskab,« siger midtbanespilleren.

Han er ikke den eneste, der skal forlade klubben. Det samme skal Mustapha Bundu, der vender tilbage til Anderlecht efter at have været lejet ud til FCK siden januar.