Tænk på en spiller i AGF, og et af de allerførste navne, som vil poppe op, er Nicolai Poulsen.

Midtbanestjernen, der er synonym med træner Uwe Röslers fodboldfilosofi om at kæmpe, så blodet sprøjter, og som aldrig vil være bleg for gå forrest i holdets tjeneste. Som han har gjort siden 2019, da han foretog det forbudte skifte og rykkede fra ærkerivalerne fra Randers.

Ægteskabet i Aarhus har været et perfekt match, og i den seneste sæson kunne AGF med Nicolai Poulsen som en af holdets bærende spillere glæde sig over en bronzemedalje og europæisk fodbold.

Så de fleste regner det for at være at være et samarbejde, der vil vare i mange år fremad, men kigger man på hans kontraktlængde i AGF, er der under et år tilbage, så B.T. satte sig for at finde ud af, hvordan formaliteten med at forlænge egentlig så ud, og svaret var chokerende.

»Ja, det er et godt spørgsmål. Det ved jeg intet om. AGF har ikke tilbudt mig en ny kontrakt,« indleder Nicolai Poulsen, og så får interviewet en helt anden drejning end blot at handle om formaliteter.

For Superliga-profilen og en af de første på AGFs succeshold åbner nemlig for exit allerede nu.

»Ja, 100 procent. Hvis AGF kommer og siger til mig, at de synes, at jeg har gjort mig fortjent til at komme ud og prøve mig af nu, så føler jeg også, at det er den rigtige løsning, hvis det er det, de vil, og der er en mulighed for mig, som, jeg også tror på, er det bedste sted for mig, min familie og min udvikling. Jeg har været glad og stolt over at være i AGF, og jeg synes, at der skal findes en god løsning for alle parter.«

»Nu nævner du selv, at der pludselig kun er et år tilbage, og når der er det, så begynder man at tænke over, at de fire år virkelig er gået stærkt, så det her sidste år kommer nok til at gå endnu mere stærkt,« siger han og tilføjer:

Bliver Nicolai Poulsen i AGF eller ej?
Bliver Nicolai Poulsen i AGF eller ej? Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Så når der kun er under et år tilbage, og AGF endnu ikke er kommet med noget på bordet, så er jeg også nødt til at lytte til eventuelt interesserede fodboldklubber, som jeg heldigvis har en agent til at tage sig af, men på et eller andet tidspunkt må jeg også lytte endnu mere til det, når der ikke er dukket noget op fra AGF.

»Det er sådan i fodboldverdenen, der er du også nødt til at tænke på dig selv på et tidspunkt, og jeg føler egentlig, at jeg har givet meget af mig selv til AGF, og at jeg har sat mit præg på klubben. Det har også været mit mål med mit skifte til AGF, hvor jeg også tog imod mange tæsk.«

»Og det var sgu ikke populært i min omgangskreds eller i byen, hvor jeg også har slået mig ned. Men det har været alle tæskene værd,« forklarer han.

Nicolai Poulsen understreger, at han kender gamet i en fodboldverden, hvor alder og salgspotentiale har betydning, men midtbanekrigeren mener også, at han efter fire års tro tjeneste har fortjent at få klar besked fra AGF. 

»Jeg har haft lyst til at få en melding fra AGF, men det er blevet ved snakke, og tiden suser bare af sted, og pludselig står man her med under et år tilbage. Jeg har også en alder på 29 år og en familie med børn, så man vil jo gerne vide, hvad fremtiden byder på, så jeg synes, at jeg fortjener en afklaring på, hvad der skal ske. Om det er det ene eller andet,« siger han fattet og fortsætter så: 

»Vi må se, om der bliver taget hånd om det, og ellers giver det jo stof til eftertanke. Jeg er pissestolt over at spille i AGF, og hvad jeg har udrettet med AGF!«

Senest i den forgangne sæson med medaljer om halsen under den tyske træner Uwe Rösler, som ifølge Nicolai Poulsen får det bedste frem i ham.

»Da jeg kom til AGF, sagde jeg, at jeg ville vinde noget med AGF, og det føler jeg stadig, at jeg har en opgave i. Det tænker jeg stadig over. Jeg synes, der er mere at gøre i AGF, og jeg synes, at det virkelig har løftet det hele igen, at Uwe er kommet til klubben, som det var, da det var på det højeste med David Nielsen,« lyder det fra Nicolai Poulsen, inden han fortsætter:

»Uwe er knaldhamrende dygtig. Han får ild i øjnene og passion ind i holdet, og det har været godt for mig at få noget fokus på det. Jeg føler, at mine præstationer var med til at få os i top seks, og jeg har været del af en god trup og en god træner, som virkelig har fået sat noget skub i tingene. Kæmpe cadeau til Uwe for det, han er kommet med, det har været altafgørende. Man bliver taget med, når der kommer en mand, som virkelig lever sig ind i tingene.«

Spørgsmålet er nu bare, om Nicolai Poulsen skal tages med endnu videre, eller om samarbejdet med AGF på overraskende vis stopper denne sommer.  

Andre læser også