Der skulle lige en dyb vejrtrækning til, da Nicolai Boilesen skulle forklare sit røde kort fra kampen mod FC Nordsjælland.

Da han lige fik udvisningen efter kun 18 minutters spil, var han ellers stærkt uenig i dommen over hans hånd på bolden som sidste mand, men efter kampen mente han, at det tidlige farvel egentlig var på sin plads.

»Ja, det var noget lort. Der er ikke så meget andet at sige til det. Det er mit første røde kort i min professionelle karriere, og det var godt nok et dårligt tidspunkt at få det på,« siger Nicolai Boilesen og giver sit syn på, hvad der gik forud, da han i en duel med Kamaldeen Sulemana tog med hænder:

»I situationen glider jeg og prøver i anden omgang at rejse mig op, men kan ikke nå det, og den rammer mig endda på læggen, så min intention er ikke at slå bolden væk, men at prøve at få min hånd ind foran Kamaldeen og på hans ben, men jeg ender så med at ramme bolden med hånden. Så ja. Min intention var i hvert fald ikke at spille håndboldspiller i situationen,« forklarer Boilesen og siger om sin indledende brok på banen over for dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen:

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er klart, at det er, når adrenalinen er oppe at køre. I situationen mærker jeg, at jeg rammer albuen og ikke bolden, men jeg har set den igen, og det er vel fair nok,« lyder det fra den til dagen udnævnte FCK-anfører, der kunne se sine holdkammerater egentlig være tættest på sejren.

Indtil kun et minut før spilletid førte FC København med 2-1, men gæsterne udlignede på et kanonmål af indskiftede Simon Adingra.

»I sidste ende er jeg mega stolt af drengene. Jeg tager det på min kappe, at jeg får det røde kort. Jeg gør det ikke med vilje og ender med at glide. Det er, hvad det er, og så kan man altid være bagklog og sige, man bare skulle have ladet ham køre,« siger Boilesen, der som konsekvens af det direkte røde kort nu får karantæne:

»Jeg er frustreret og mega skuffet. Også over, at jeg nu misser en del kampe og ikke kan hjælpe holdet. Det gør det endnu hårdere.«