Nicklas Bendtner fik de sidste tyve minutter i nederlaget på 2-1 til Hobro Ik.

Men danskeren håber på mere i fremtiden.

»Jeg håber på sigt, at det bliver til mere end indhop.«

Det siger Nicklas Bendtner i et interview med Canal 9 efter opgøret på DS Arena.

Først og fremmest var han dog glad for at få debut for løverne, og han var også fint tilfreds med egen indsats:

»Det gik okay. Med mere held havde jeg sat en eller to ind. Det er klart at det for mig var et positivt skridt at få debut. Jeg har været her nu i små 10 dage og arbejdet hårdt, så det var dejligt at få min debut,« siger Nicklas Bendtner.

Nu ser angriberen fremad, og han ved godt, hvad der skal arbejdes på:

»Det handler om at få mere fodbold under bæltet hele tiden, og blive ved med at arbejde på hurtighed, sprinter og det fodboldmæssige. Og så selvfølgelig sammenspillet med holdet. Jeg glæder mig til at blive en del af truppen 100 procent og blive mere integreret. Så vi tager det kamp for kamp.«

FCK's kaptajn, Andreas Bjelland, var også fint tilfreds med Bendtners indsats, men havde godt set et mål fra angriberen:

»Det havde været dejligt hvis han puttede en enkelt ind. Men han viser sine kvaliteter. Det var fint at se ham i aktion, og forhåbentlig kan han bygge på efter hver kamp, så vi kan nyde godt af ham,« fortæller Andreas Bjelland.

Fodboldekspert Lars Jacobsen havde også et par ord med på vejen om Nicklas Bendtners indhop:

»Man ser en Bendtner der ikke er i 100 procent form, men vi ser også en der trækker sig noget opmærksomhed, da der er mange Hobro-øjne på ham, og det skaber plads og rum til andre FCK-spillere. Men det er svært at vurdere ham efter tyve minutter.«

Næste mulighed for Nicklas Bendtner for mere spilletid er på torsdag den 19. september kl. 18:55, når FC København tager imod FC Lugano i Europa League.