Hvad pokker sker der i AGF?

Trods massiv sportslig og økonomisk succes har Superliga-klubbens cheftræner, David Nielsen, besluttet at lukke de sidste to træningspas – fredag og lørdag – før man i søndagens forårspremiere duellerer mod Randers FC på hjemmebane.

B.T.s udsendte spurgte David Nielsen efter AGF's træning torsdag middag, hvorfor det forholder sig således.

»Det er pisseirriterende at have sådan nogle som dig stående omkring træningsbanen, når vi skal øve detaljer. Du er der, fordi du vil viderebringe den information, der foregår. Når vores træninger er åbne, tilrettelægger vi den efter, I journalister er her. Sådan er det at være i AGF. Her er der enorm interesse for os. Det er ikke det eneste sted i verden, det er sådan. Men der er i Danmark altså ikke mange klubber, der er som AGF,« lød hans forklaring.

AGF's cheftræner, David Nielsen.
AGF's cheftræner, David Nielsen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det kan undre, at AGF-træneren vælger at holde kortene tæt ind til kroppen:

Man har overvintret på Superligaens tredjeplads. I syv træningskampe efter nytår har man kun lidt et enkelt nederlag. Førsteholdstruppen er skadesfri. FC København er netop blevet besejret 1-0 i finalen ved Atlantic Cup i Portugal. Og seneste regnskab viste et overskud på 10 mio. kroner.

»Vi har i optaktsfasen til Superliga-foråret gjort alt, hvad vi kan, men nu starter ligaen. Alt i alt er jeg glad, men jeg har det på den måde, at man altså ikke indleder en halvsæson med at være alt for tilfreds,« siger David Nielsen med et alvorsfuldt ansigtsudtryk.

Siden sidste kamp i efteråret, hvor AGF besejrede FC Midtjylland 3-1 i Herning, har klubben ikke hentet forstærkninger udefra. Til gengæld har man sagt farvel til Youssef Toutouh, Daniel Thøgersen og Nimo Gribenco.

»Jeg synes stadig, vi har en stærk trup, og jeg ser det som en klar styrke, at vi har formået at holde vores hold samlet. De seneste måneder har vi forsøgt at intensivere træningen yderligere. Hermed bygger vi videre på sidste års erfaring, hvor det var tydeligt, at præstationerne blev optimeret, jo skarpere fysisk spillerne blev,« forklarer David Nielsen.

Før sæsonen gjorde AGF's ledelse det klart, at man sigter mod en top-6-placering i Superligaen, hvilket vil være ensbetydende med kvalifikation til det afsluttende mesterskabsslutspil.

Men selvom man lige nu ligger til at kunne vinde en medalje, er målsætningen ikke blevet justeret.

»Det er vigtigt at forstå, at selvom det lige nu ser godt ud, så kan der i løbet af blot to runder være byttet om på alt. Min tro på, at vi vil gøre det godt i foråret, er stor. Men nu venter der en svær premierekamp mod Randers FC,« sagde David Nielsen.

AGF's sportschef, Peter Christiansen.
AGF's sportschef, Peter Christiansen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

AGF's sportschef, Peter Christiansen, overværede sammen med et par håndfulde fans træningspasset på AGF's anlæg i Aarhus-bydelen Fredensvang.

»Jeg synes, vi som klub er et sted, hvor vi både sportsligt og økonomisk er super attraktive. Fremadrettet kommer vi til at agere på en spændende hylde. Når det er tilfældet, optimeres muligheden for at råde over nogle spillere af høj kvalitet. Det skal vi naturligvis udnytte,« sagde Peter Christiansen.

I samtalen med B.T. forsvarede han David Nielsens beslutning om, at træningspas før kampe lukkes for offentligheden:

»Før en forårspremiere er der altid lidt hemmelighedskræmmeri. Der er ingen grund til at give modstanderen al for megen information omkring vores dispositioner. Men jeg vil sige så meget, at der er vores håb, at flere træninger end nu vil være åbne for offentligheden.«

AGF's Mustapha Bundu.
AGF's Mustapha Bundu. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Vinterens transfervindue var for AGF's vedkommende stille.

»Vi er lykkedes med at holde på de spillere, der i efteråret gjorde os til en succeshistorie. Det er den måde, vi gerne vil arbejde på. Nu har vi i stedet haft tid til at forberede os på de ting, der skal ske til sommer,« sagde Peter Christiansen med et smil.

Om et halvt år udløber Mustafa Aminis kontrakt, mens Mustapha Bundu til den tid har 12 måneder tilbage af sin kontrakt.

»Med hensyn til Bundus fremtid er vi i løbende dialog med ham og hans lejr. Hvad angår Amini, må vi se, hvad fremtiden byder. Det kan sagtens være, at han vil synes, det er attraktivt at blive. Men han har nået en alder, hvor det er naturligt, man sammenligner et eventuelt økonomisk givtigt kontrakttilbud i en anden klub med de sportslige udfordringer, der ligger hos os,« lyder Peter Christiansens slutreplik.