Den tidligere FCK-manager Ståle Solbakken havde ikke mistet opbakningen fra spillertruppen forud for sin fyring lørdag.

Sådan lyder det i hvert fald onsdag fra FCK's forsvarsspiller Victor Nelsson.

Hans udmelding kommer i kølvandet på en historie fra Ekstra Bladet. Her fremgik det mandag blandt andet, at Ståle Solbakken ifølge avisens oplysninger havde "fuldstændig tabt omklædningsrummet".

Men det er altså ikke korrekt, siger Victor Nelsson til bold.dk.

- Jeg har godt læst det, og det kan jeg afvise totalt. At han har mistet omklædningsrummet er journalistik på et lavt niveau.

- I enhver klub og på ethvert landshold er der selvfølgelig spillere, som snakker mere med nogen end med andre. Sådan er det i FCK, og sådan tror jeg også, det er i hvilket som helst andet job i erhvervslivet, siger Nelsson.

Ifølge Ekstra Bladet skulle der blandt andet være opstået kliker i FCK's trup, som havde ført til en uharmonisk trup.

Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen, siger til bold.dk, at avisen "naturligvis fortsat står ved historien og dens indhold".

FCK har ansat Hjalte Bo Nørregaard som midlertidig cheftræner. Samtidig bliver William Kvist midlertidig sportslig leder i klubben.

Fyringen af Solbakken kom efter en dårlig start på den nye superligasæson og et skuffende exit i kvalifikationen til gruppespillet i Europa League.

/ritzau/