Horsens-spilleren Michael Lumb kommer nok ikke til at glemme søndagens Superliga-kamp mod Randers lige foreløbig.

Ikke så meget på grund af selve nederlaget på 0-3, som gav østjyderne en elendig start på sæsonen.

Mere på grund af det uheld, der indtraf i begyndelsen af kampen, hvor Michael Lumbs finger endte med at sidde helt skævt. (Du kan se hele episoden i videoen øverst i denne artikel)

Uheldet skete efter en nærkamp tæt på baglinjen, hvor Michael Lumb måtte en tur i græsset.

Og da han så satte sig op, kunne han fremvise en hånd, hvor langfingeren pegede i den helt forkerte retning.

Michael Lumb var dog alt andet end pibet og besluttede sig resolut for at forsøge selv at banke fingeren på plads. Den 'operation' lykkedes dog ikke.

Derfor måtte han have hjælp af Horsens' sundhedsstab på sidelinjen for at blive klar til at spille videre.

Og Lumb endte med at spille kampen færdig – uden dog at kunne forhindre nederlaget på 0-3.