Der er store chancer, og så er der rigtig store chancer.

Fredag aften fik FC Nordsjællands Mikkel Damsgaard så én, der i den grad må høre ind under kategori nummer to.

Efter blot små 10 minutter af Superliga-opgøret mod Randers FC fik stortalentet nemlig serveret bold få meter fra målet, til hvad der lignede en sikker scoring.

Men nej.

På helt forunderlig vis fik Damsgaard sendt kuglen på overliggeren og altså ikke i det nærmest tomme mål.

Den 19-årige Nordsjælland-spiller ærgrede sig da også godt og grundigt over, at han ikke kunne bringe sit hold foran på hjemmebanen i Farum.

Dermed står der fortsat 0-0 efter en første halvleg, der har været domineret af værterne.

Der er vigtige point på spil fredag aften, da Nordsjælland med en sejr bringer sig nærmere top seks, mens kronjyderne med tre point distancerer sig fra netop FCN og for alvor hvirvler sig ind i kampen om at slutte i top seks.

Du kan følge resten af opgøret i LIVE-bloggen lige HER.