FC København løb søndag ind i noget af et chok midt i guldjagten.

For med et 0-1-nederlag på hjemmebane til et kriseramt Brøndby-hold har københavnerne lagt endnu mere pres på dem selv i guldduellen med FC Nordsjælland, end de havde i forvejen.

Men på trods af kun en enkelt sejr i de seneste fire Superliga-kampe afviser FCK-træner Jacob Neestrup al snak om gummiben og krise i hovedstaden.

Også selv om FCK-spillerne var ekstremt længe om at komme ud fra omklædningsrummet efter søndagens nedtur.

FCKs cheftræner, Jacob Neestrup.
FCKs cheftræner, Jacob Neestrup. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»De ord vil jeg ikke bruge. I kan kalde det, hvad I vil. Vi har tabt et derby på hjemmebane, og det er selvfølgelig en stor skuffelse. Den skal have lov til at sidde i os, for den gør ondt. Den gør rigtig ondt,« lød det fra FCK-bossen efter søndagens derby.

Hjemmeholdet havde godt nok størstedelen af boldbesiddelsen, men det var alligevel chokerende få chancer, som Superligaens førerhold fik skabt mod Brøndby, der overraskede alle ved at spille med tre midterforsvarere.

»Vi mangler kvalitet i vores spil til at bryde vores modstandere ned, når vi har så meget spil, som vi har i dag. Det skal vi have løst, og det skal vi have løst nu. Jeg siger ikke, vi blev taktisk udmanøvreret, men de havde lagt en god plan. Vi har bolden 70 procent, og jeg kan ikke huske, hvornår vi har haft det i et derby.«

Men det er vel ret bekymrende, at I så taber?

»Ja, det er det. Vi har ikke den samme fysik som tidligere, men det er ikke en undskyldning. Vi skal bare kombinere rigtig godt for at komme igennem modstanderne for tiden, og det øver vi os på hver dag. Men i dag (søndag, red.) er vi langt fra at gøre det.«

Brøndby-angriberen Ohi Omoijuanfo blev søndagens store helt hos de blå-gule, da han bankede bolden i kassen efter 79 minutter.

Og i de døende minutter blev hjemmeholdets Denis Vavro skurken, da han brændte et straffespark.

Du kan se B.T.s karakterer fra derbyet lige HER.