Søndagens derby bliver gennemført som planlagt. Dermed fik FCK ikke medhold i, at den skulle udsættes som følge af de nye corona-restriktioner.

Det oplyser FCK på klubbens hjemmeside.

»Det er vi rigtig ærgerlige over på vegne af vores 12.500 fans, der har købt billet,« siger klubbens direktør Lars Bo Jeppesen om søndagens brag, hvor Brøndby kommer på besøg, og fortsætter:

»Vi mener fortsat også, at det ville have været meget sikrere at afvikle kampen under de kontrollerede rammer og sikkerhedsprotokoller, som vi tidligere har demonstreret. Men Divisionsforeningen valgte at fastholde afviklingen på søndag i stedet for at vælge de løsningsalternativer, som vi havde fremlagt, hvilket vi tager til efterretning,« siger han.

Da der var derby i juli, var der tilskuere i Parken - dog med restriktioner.
Da der var derby i juli, var der tilskuere i Parken - dog med restriktioner. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Tirsdag blev der præsenteret nye tiltag i kampen mod coronavirus. Og et af dem lyder, at der ikke må være mere end 500 personer til Superliga-kampe i udvalgte kommuner – heriblandt København.

Det betyder, at kampen som starter søndag klokken 14.00 skal spilles under netop de retningslinjer.

Der må ikke komme mere end 500 personer på stadion, hvilket er inklusiv dommere, spillere, stab og så videre, og det var netop det, der fik FCK til at gå til Divisionsforeningen.

»En afvikling med kun 500 personer på stadion har ligeledes store økonomiske og sportslige konsekvenser. Vi mener bestemt, at det er muligt at finde en alternativ dato til kampen på den anden side af det midlertidige stop for tilskuere, og vi har anvist forskellige løsningsmodeller til Divisionsforeningen,« sagde Lars Bo Jeppesen tidligere tirsdag.

Derudover mente han, at  der er udviklet protokoller, der har gjort det muligt at gå sikkert til kampe, ligesom de i FCK har en model, 'der sikrer en effektiv smittesporing'.

FCK meldte tidligere på dagen ud, at alle billetter der var udstedt til søndagens kamp ikke længere var gyldige.

Klubben oplyser, at de nu ser på mulighederne for at tilbyde pladser til et meget begrænset antal tilskuere.

Restriktionerne omkring antallet af tilskuere gælder indtil videre i to uger.