Hot, hottere, hottest! Med to mål gjorde danske Gustav Isaksen sit til at nedlægge selveste Manchester United i kvartfinalen i Uefa Youth League.

Den præstation understregede, hvorfor det 17-årige FC Midtjylland-talent er en af de mest ombejlede fodboldkometer i Danmark. Han er tidligere blevet fulgt af klubber som Bayern München, Manchester City og Borussia Dortmund.

»Han har været på radaren hos store klubber i de seneste to år. De har kigget seriøst på ham,« siger FCM-sportschef Svend Graversen, som skal mødes med FCM-U19-spilleren til forhandlinger om en ny kontrakt inden for 'en måneds tid'.

FCM-chefen vil ikke direkte kommentere på sine forventninger til forhandlingerne, men ifølge B.T. Sports oplysninger er der gode muligheder for, at Gustav Isaksen vælger de danske mestre frem for de udenlandske bejlere.

FCM-talentet Gustav Isaksen er 17 år.
FCM-talentet Gustav Isaksen er 17 år.
Vis mere

Ender stortalentet med at blive i FCM, er det planen, at han skal bruge de danske mestres førsteholdstrup som et springbræt til en større udenlandsk destination. Men spørger man Isaksen-lejren, så er det ikke givet, at fremtiden ligger i FCM, selvom klubben er en af flere varme muligheder.

»FCM vil være et godt sted for ham. Men det er der også andre muligheder for på forskellige hylder. Der er siet en masse klubber fra, som ikke er konkrete. Men de sidste konkrete ting har vi holdt fast i. Så det er et godt udgangspunkt,« siger Isaksens agent, Preben Lundbye, som ikke ønsker at nævne klubber.

Gustav Isaksen, som er førsteårs-U19-spiller, betegnes som en teknisk stærk venstrebenet spiller med et lavt tyngdepunkt, hurtige vendinger og skarpe driblinger, som har sit udgangspunkt på højrekanten. Tænk Arjen Robben.

»Han er begyndt at udfolde sit enorme talent med sine spidskompetencer, der skal til for at bide sig fast: fart, dribleevne, afslutninger og en enorm mental styrke,« siger Svend Graversen.

Jagten på Gustav Isaksen er kun blevet intensiveret i takt med, at han nu viser sig frem på den største scene for verdens fodboldtalenter. For eksempel i 3-1-sejren over Manchester United, hvor ungdomslandsholdsspilleren scorede to flotte mål.

Tirsdag eftermiddag gælder det så kvartfinalen i ungdomsholdenes svar på Champions League for Isaksen og FCM's U19-hold, hvor FC Porto er modstanderen.

Svend Graversen fortæller, at en sejr til FCM i kvartfinalen mod FC Porto for alvor kan sætte FCM's ungdomarbejde på landkortet i Europa - og i sidste ende skyde prisen op på Isaksen og de øvrige talenter på holdet.

»Interessen for spillerne bliver større i takt med eksponeringen. Og det bliver endnu vildere, hvis de vinder over FC Porto. Vi tør slet ikke tænke tanken. Så vil vi kunne måle priserne på vores spillere op mod de priser, som talenterne fra de største klubber sælger til,« siger sportsdirektøren.

FCM-sportschef Svend Graversen.
FCM-sportschef Svend Graversen. Foto: Henning Bagger
Vis mere