Brøndbys tyske cheftræner, Alexander Zorniger, er kendt for at have et eksplosivt temperament og en generelt ganske brysk tysk trænerfacon.

Han er autentisk og et stort aktiv for Brøndby, som har udviklet sig kolossalt i de to år, tyskeren har stået i spidsen for klubben, siger to eksperter og en tidligere Brøndby-spiller. Men han slider også på sine omgivelser, og det kan give bagslag, hvis klubben skulle havne i en sportslig krise.

»Han har endnu ikke for alvor haft en krise i Brøndby, så vi har endnu ikke set, hvordan han vil bære sig ad i en krise. Men jeg tror, at hans facon vil skabe problemer, hvis det sker. Så har han ikke så meget opsparet social kapital hos sine omgivelser,« siger Niels Lunde, som er forfatteren bag bogen om Zornigers første tid i Brøndby, ’AKTION AKTION AKTION’, som udkom sidste år.

Zorniger råber højt i en superligakamp. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)
Zorniger råber højt i en superligakamp. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Han bakkes op af Mikkel Bischoff, som er fodboldekspert hos Eurosport:

»Man kan godt mærke, at Zorniger er lidt vrissen. Og jeg kunne godt forestille mig, at den dag, hvor det ikke går så godt for klubben – hvis der kommer sådan en dag – så bliver han rigtig hård at have med at gøre for spillerne, klubben og for medierne. Det skete også i Tyskland.«

Martin Albrechtsen, som spillede under Zorniger i tyskerens første tid i Brøndby, mener også, at Zornigers stil kan slide på en trup og en klub. Det oplevede han selv i det halve år, han i efteråret 2016 trænede under den 50-årige tysker:

»Men skal bare følge ham og  sige ’yes, sir’. Fordelen er, at man har en træner, som har en klar idé med, hvad han vil. Når han har spillerne på sin side, så er det fint. Men spørgsmålet er, hvor motiverede spillerne vil være, hvis der kommer modgang. For det er meget ekstremt. Man skulle lige vænne sig til det. Men det er bedre end at have en vattet træner, som ikke tør sige noget.«

Martin Albrechtsen spillede fire sæsoner for Brøndby.
Martin Albrechtsen spillede fire sæsoner for Brøndby. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere

Albrechtsen nævner flere eksempler på Zornigers tyske regime. Eksempelvis løbeturene midt om natten, når holdet kommer hjem til Brøndby efter de lange udebaneture:

»Det virkede lidt dumt at rende rundt der klokken halv fire om natten. Særligt når man ikke havde spillet. Men han har også mange andre regler, man kan ikke løbe om hjørner med ham, og han ser alt: hvordan man strækker ud efter en træning, om man har badesandaler eller sko på, og hvordan man tager maden i frokostbuffeten. Og så var det også lidt specielt, at han cykler bag under løbeturene i skovene.«

Den hårde tyske Zorniger-stil ser man også udadtil for eksempel i tv-interviews efter en dårlig Brøndby-præstation, hvor han ikke skåner spillerne, eller hvis Brøndby-ledelsen har solgt en af hans profiler. Vi så det senest efter Brøndby kamp i Europa torsdag aften. Her udtalte Zorniger sig om det røde kort, Brøndby fik tildigt i kampen. Først blev Paulus Arajuuris indsats bemærket med beskeden om, at man kan ikke bare vende rundt og spille bolden tilbage, når man er 1,93 meter høj og tro, at man er en ballerina, lød det fra Zorniger.

Den tyske cheftræner kom også omkring Brøndbys unge forsvarsspiller Joel Kabongo, fordi han kort inde i sin europæiske debut havde fået det røde kort. Kabongo var trist over udvisningen, det gad Zorniger ikke høre på, og det han lod omverdenen vide.

»Det er jeg ikke interesseret i. Han får løn, så jeg er ikke interesseret i, om han er nede, eller hvad han er«, sagde Zorniger.

Den kontante stil er typsik Alexander Zorniger.

»Han siger præcis det, han mener. Der er ikke noget filter. Som leder er det en fordel, fordi spillerne, trænerstaben og ledelsen altid ved, hvor de har ham, og altid ved, hvad han mener. Han siger det samme til en stjerne som Mukhtar, som han siger til en reserve. Men det betyder også, at det slider at være spiller hos Zorniger, fordi han er meget hård i sin evalueringer – og det er han hele tiden, og de er meget sammen, seks dage om ugen. Og så er han også hård i plenum - ikke kun under fire øjne - og også i medierne. Det er hårdt at have sådan en chef,« siger Niels Lunde.

Et andet eksempel på Zornigers udbrud mod ledelsen kom i juli i år, hvor Christian Nørgaard, ankeret på Brøndbys midtbane gennem flere sæsoner og en absolut nøglespiller i Zornigers system, blev solgt til Fiorentina i Italien.

»Jeg kan også godt forstå det fra klubbens synspunkt, men nu forventer jeg, at de handler,« lød Zornigers hilsen til Brøndby-ledelsen, som blev leveret med rynket pande og armene over kors, efter den efterfølgende superligakamp mod Vejle.

Her havde den 50-årige tyske træner sat den store stærke islandske midterforsvarer Hjörtur Hermannsson ind på den defensive midtbane som erstatning for den pasningsstærke og tekniske Nørgaard.

Det var et eksperiment, som faldt til jorden og måske var medvirkende til, at Brøndby i sidste ende måtte nøjes med 1-1 mod oprykkerne. Mikkel Bischoff ser den taktiske beslutning som en demonstrativ aktion fra Alexander Zorniger, som slog fejl.

»Det er et farligt signal at sende. Der er point på spil. Men træneren vil altid holde på spillerne, mens klubben måske vil noget andet. Det bedste eksempel for tiden er jo José Mourinhos kamp med Manchester United-ledelsen. Men der er ingen tvivl om, at Zorniger på de indre linjer lægger pres på ledelsen. Der er han hård. Men det skal man være klar til, de slagsmål, når man har valgt en træner med hans stil.«

Alexander Zorniger har stået i spidsen for VFB Stuttgart i Bundesligaen. AFP PHOTO / THOMAS KIENZLE . THOMAS KIENZLE / AFP
Alexander Zorniger har stået i spidsen for VFB Stuttgart i Bundesligaen. AFP PHOTO / THOMAS KIENZLE . THOMAS KIENZLE / AFP Foto: THOMAS KIENZLE
Vis mere

Ifølge Niels Lunde er det usædvanligt at se trænere agere på den måde i Danmark.

»Han gjorde det samme, da Andrew Hjulsager blev solgt. Det gør trænere i Tyskland. I Danmark holder man det internt. Hvorfor han gør det, om det bare er, fordi han er sur, eller fordi han vil lægge pres på sportsdirektøren, ved jeg ikke. Men det er ikke normalt i Danmark.«

Mikkel Bischoff drager sammenligner mellem Alexander Zorniger og en anden stor træner i dansk fodbold, FC Københavns Ståle Solbakken, som også giver både pressen og med- og modspillere modspil. Forskellen er bare, at nordmanden måske har et ekstra glimt i øjet, som Zorniger, hvis efternavn i øvrigt bærer det tyske ord for vrede, ’zorn’, har svært ved at finde frem.

»Zorniger snakker lidt gebrokkent engelsk, så det virker meget firkantet, når han siger tingene. Men i sidste ende er de meget ens i forhold til, hvor hårde de er i medierne over for deres spillere. Det er derfor, det kræver hår på brystet at spille under den slags trænere,« siger Mikkel Bischoff.

FCK-træner Ståle Solbakken og Brøndby-cheftræner Alexander Zorniger. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)
FCK-træner Ståle Solbakken og Brøndby-cheftræner Alexander Zorniger. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Selv om den indre sure tysker ofte viser sit ansigt i medierne – også i denne sæson - så er det trods alt en anden og lidt blidere version af Alexander Zorniger, vi ser i Brøndby i dag i forhold til, da han kom til klubben i sommeren 2016, hvor han landede efter en kaotisk tid i den store tyske Bundesliga-klub VfB Stuttgart.

»Han har skruet lidt ned, og har lært lidt af den danske mentalitet. Han har fået barn, det har også påvirket ham undervejs. Men grundlæggende er han stadig hård i sin måde at arbejde på,« siger Niels Lunde.

Alexander Zorniger har vundet en pokaltitel med Brøndby. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Alexander Zorniger har vundet en pokaltitel med Brøndby. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Samme tendens har Mikkel Bischoff bemærket:

»Han var meget mere diktatorisk og firkantet i starten. Men det er blødt op nu. I starten var der helt stille i rummet, når han kom ind, for der var så meget respekt. Det er løsnet lidt op nu.«

»Jeg tror, at spillerne er glade for at vinde, men de har det hårdt. Der er nogle lange dage på træningsbanen, men der er langt mere styr på klubben nu,« siger Martin Albrechtsen.

Herunder kan du læse nogle hårde udsagn fra Alexander Zorniger: