Da FC København sejlede rundt mandag aften mod Randers, sendte jeg et kort tweet. »Du godeste, FCK,« skrev jeg.

Med de tre ord ville jeg udtrykke, hvor langt Danmarks største fodboldklub tilsyneladende er kommet ud.

Søndag aften leverede FC København-historiens største ikon, den nu fyrede Ståle Solbakken, en bredside af dimensioner mod den nuværende ledelse, og så fulgte holdet op 24 timer senere med en ynkelig indsats og et nederlag på 1-2 i Parken mod Randers.

Kampen var ellers en gylden chance for FCK for hurtigt at få Ståle-interviewet i 'Onside'-studiet trængt i baggrunden. Det lykkedes ikke.

Tværtimod sad vi alle tilbage med en fornemmelse af, at Ståle har ret i sine antagelser om, at klubben er ude på dybt vand.

Der blev selvfølgelig krydsklippet mellem bestyrelsesformand Bo Rygaard og den selvbestaltede sportschef, William Kvist, på tribunen, og på den måde kan tv-billeder sagtens skabe en stemning.

Men spillet på banen løj i hvert fald ikke, og anfører Mathias 'Zanka' Jørgensens reaktion i et kort pauseinterview efterlod os heller ikke med et indtryk af, at tingene er i vater i FC København.

Men var de det, før Ståle Solbakken blev fyret? Nej, de var da ikke. 2020 har fra starten været et historisk dårligt år i Superligaen for FC København, men klubben blev immervæk nummer 2 i Superligaen og nåede kvartfinalen i Europa League.

Ståle Solbakken.
Ståle Solbakken. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

På den baggrund forekom det overilet at fyre Solbakken efter kun fire runder i Superligaen og en ganske vist skrækkelig europæisk exit mod middelmådige Rijeka.

I hvert fald kan vi konstatere, at FCK's problemer ikke ligefrem er blevet løst med fyringen af Solbakken.

Berettiger det så den norske træner til at sparke bagud? Kunne man ikke sige, at han burde have ladet være, når han angiveligt elsker klubben så højt? Jo, men helt ærligt! Det er han sgu i sin gode ret til. Man kan heller ikke smide sin kæreste ud og regne med, at hun bliver ved med at bakke op.

Jeg har selv oplevet at blive fyret som træner i Superligaen, og jeg havde den samme trang til at stå frem i offentligheden og retfærdiggøre mine handlinger. Det må FC København, Bo Rygaard og William Kvist leve med. Længere er den ikke.

William Kvist er en del af FCK's bestyrelse.
William Kvist er en del af FCK's bestyrelse. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

For William Kvist kan det ikke have været morsomt at se interviewet med den mand, der på mange måde skabte ham som fodboldspiller og gjorde ham til anfører for FC København.

For efter den seance står det da lysende klart, at de to ikke længere er gode venner.

Det startede i sæsonen 2017/18, op til den VM-slutrunde med Danmark, som William Kvist så frygteligt gerne ville være med til.

William Kvist var ikke tilfreds med den behandling, han som FCK-anfører fik i den periode, og han kunne jo også henvise til, at Åge Hareide mente, han havde klasse til det danske landshold. Mens Ståle Solbakken mente, han var for dårlig til FCK!

Det var ikke noget godt udgangspunkt for et samarbejde, og som vi nu kan forstå det på Ståle Solbakken, så blev de to FCK-ikoners dårlige forhold videreført, efter at William Kvist blev indvalgt i FC Københavns bestyrelse.

Det virkede ellers som et godt valg, og det er vel ikke rimeligt, at Ståle Solbakken omtaler William Kvist som en person uden forstand på fodbold.

At Kvist er på dybt vand, kan enhver regne ud, men at hans gamle træner føler behov for at nævne ham og hans manglende kompetencer så specifikt, som tilfældet var søndag aften, er alligevel tankevækkende.

Ståle Solbakken kender gamet godt nok til at vide, at han med sine udtalelser har trængt William Kvist yderligere op i en krog. Men igen: Kvist ligger, som han har redt. Han har valgt side.

William Kvist og Ståle Solbakken inden en Champions League-kvalkamp i 2017.
William Kvist og Ståle Solbakken inden en Champions League-kvalkamp i 2017. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Ståle Solbakkens udfald mod Kvist, Rygaard og FC København var ikke i sig selv stilfuldt, men det var fuldt forståeligt.

FC København kunne have håbet, at han ville have undladt det, for nordmanden er en både karismatisk og indflydelsesrig skikkelse i dansk fodbold. Men de kunne ikke forvente det.

De har selv fyret Solbakken og må tage den fulde konsekvens. Lige nu må FC Københavns ledelse bare dukke hovederne og vente, til stormen har lagt sig. Solbakken tog teten søndag aften, og FCK har gjort klogt i at nøjes med en kortfattet og lidenskabsløs pressemeddelelse.

Lige nu kan det nemlig næsten ikke blive værre, for når man lægger begivenhederne søndag og mandag aften sammen, står dansk fodbolds flagskib tilbage i en forfatning, man ikke havde troet mulig for bare tre måneder siden.

Ståle Solbakken har været en god FCK-mand i mange år, men det er han ikke længere.

Det er han heller ikke forpligtet til.