AC Horsens-træner Johnny Mølby ærgrede sig over to hurtige udskiftninger mod OB, som han mente brød rytmen på hans hold.

AC Horsens tabte ude mod OB, men det kunne måske være gået anderledes, hvis ikke AC Horsens allerede i første halvleg måtte udskifte både Mads Agesen og Martin Retov, der begge blev skadet.

- Vi fik lidt udfordringer i løbet af kampen. Inden kampen gik Lasse Kryger i stykker, og så måtte vi foretage nogle hurtige udskiftninger i starten af kampen. Det brød vores rytme, sagde træner Johnny Mølby efter kampen til TV3 Sport 1.

Det betød bl.a., at OB var gæsterne overlegne i luften.

- Vi havde stillet holdet op til at matche de ting med Kryger og Mads Agesen, sagde AC Horsens-træneren.

Ikke desto mindre var det jo 11 mod 11 på banen, og her begik AC Horsens også fejl.

- Det første mål er da godt lavet af OB, men det må de ikke få lov at score, sagde Johnny Mølby.