Viborg blev fredag aften slået med 0-1 af FC Midtjylland i Superligaens playoffkamp, og det står dermed klart, at Jacob Friis' tropper ikke kommer til at spille europæisk fodbold igen i næste sæson.
Den første chance forspildte klubben endegyldigt i sidste uge, da det ikke lykkedes at slå FC Nordsjælland og snuppe tredjepladsen, selv om det var yderst tæt på.
En afslutning, hvor Viborg måske/måske ikke havde bolden over stregen i sidste weekends kamp mod FC Nordsjælland har været meget omdiskuteret, men der har ikke været klare billeder nok til at kunne vurdere med sikkerhed, om der var mål eller ej.
Efter kampen mod FC Midtjylland blev Jacob Friis forelagt billederne af situationen igen, og det forlyder, at opgøret i sidste runde af Superligaen blev spillet med færre kameraer, fordi det var et af de sidste valg blandt tv-stationerne, og det er Viborg-træner Jacob Friis så utilfreds over, at han vil bede klubbens sportschef, Mads Agesen, om at gå videre med sagen.
»Jeg hører efter kampen, at vi vist ikke er øverste valg på tv, og det er så fair nok, fordi det handler om, hvor mange der vil se en kamp mellem Nordsjælland og Viborg, men fordi vi var langt nede på tv-valget, så var der færre kameraer til rådighed,« siger Jacob Friis og fortsætter:
»Da jeg hørte det efter kampen, blev jeg selvfølgelig ekstra skuffet, for hvis der er så stor forskel på tv-kameraer og antallet af dem til kampene, så er det jo ikke fair. Så er der jo forskelsbehandling på kampene, og der er ikke lige vilkår.«
»Hvis det er rigtigt, så vil jeg gå tilbage til Mads og få ham til at undersøge det, for det kan sgu ikke passe. Jeg kan ikke sige, om den er inde, eller den ikke er inde, men det er det, der er diskussionen, og så er det træls at skulle diskutere, om man er tv-valg nummer fem eller et, og at det skal gøre en forskel,« lyder det fra Viborgs cheftræner, som fortsætter:
»Det er det, vi har hørt, og så må nogen korrigere mig, hvis jeg er fuldstændig på månen. Det er da ekstremt ærgerligt.«
Han understreger, at det ikke handler om at brokke sig over, om der var mål eller ej, men at der skal være lige vilkår for samtlige klubber i alle Superliga-kampene.
»Jeg tror nok, at den (chancen, red.) blev tjekket på VAR, men de eneste vinkler, du havde, var dem, du ser på billedet.«
»Hvis det havde været et andet tv-valg, så havde det været nemmere at se, om den var inde eller ude, og det er da ærgerligt, at det beror på tilfældigheder,« forklarer Jacob Friis, hvis hold altså kunne have været kampen mod FC Midtjylland foruden.
»Den tanke har da strejfet mig, men jeg vil ikke bruge det som undskyldning i nederlagets stund. Jeg vil hellere have, at det, jeg har hørt, det bliver der gjort noget ved,« slutter Jacob Friis efter nederlaget til FC Midtjylland.