Det var to af Superligaens mest formstærke hold, der i går mødtes på Lyngby Stadion. Kun Brøndby og FC Midtjylland havde inden gårsdagens kamp hentet flere point end Lyngby i de seneste fem opgør.

Og Lyngby ligner et hold, der har fundet de samme takter som i sidste sæson, hvor de sluttede som tre’er. I går mødte de et stærkt OB-mandskab, der burde have rejst til Fyn med tre point – men Lyngby-mandskabet afværgede, og det viser meget godt, at de kongeblå er ved at være tilbage.

For der skal ikke herske nogen tvivl om, at det var Kent Nielsens OB, der var det bedste hold i gårsdagens uafgjorte opgør. Holdet fra Fyn var overlegen i langt de fleste situationer, og de kan takke sig selv for, at de ikke fik alle tre point med hjem.

 
Lyngby spillede 1-1 med OB i 13. spillerunde af Superligaen.
Vis mere

Derfor var det også en glad Lyngby-træner, der efter kampen kunne se et point tikke ind på kontoen, modsat hvad udfaldet har været i de tætte opgør tidligere i sæsonen.

»Jeg synes, der er rigtigt mange gange, hvor vi bryder OB og løber gode omstillinger. Men vi er for forhastede i den afgørende aflevering, og der skal vi blive bedre. Jeg synes, vi har en defensiv base, der forsvarer os rigtigt godt, og det er selvfølgelig ærgerligt, at Rygaard (Mikkel Rygaard, red.) ikke sparkede fem centimeter lavere, så vi havde fået alle tre point,« sagde Thomas Nørgaard efter kampen.

Offensivspilleren Mikkel Rygaard mente selv, at det ene point var retfærdigt.    

»Jeg føler selv, at jeg kunne have scoret og lukket kampen. Men OB pressede godt på, mens vi stod lavt og kunne køre på kontra. Vi manglende den sidste energi i anden halvleg, fordi vi løb meget efter bolden i første, så jeg synes egentlig, at et point er meget fair,« sagde han efter kampen.

Back to basics
At Lyngby igen er begyndt at samle point sammen, skyldes at holdet er begyndt spille efter de evner de selv har – og ikke dem, de gerne vil besidde.

»Thomas (Nørgaard, red.) har haft fokus på, at vi skal spille det spil, vi er gode til. Vi har kigget på nogle detaljer i vores boldomgang, og det har været med til at præge, at vi nu spiller på vores egne præmisser. Marginalerne er også begyndt at vende, men jeg synes egentlig, at vi har hevet os selv op, og det har man kunnet se i vores præstationer,« siger Mikkel Rygaard.

Men holdet kan blive endnu bedre, mener cheftræneren.

»I dag (i går, red.) var vi gode til at bestemme, hvor vi ville have OB hen. Vores defensive præstation var god, men i det offensive er der stadig flere ting, vi kan blive bedre til. Vores boldomgang kan vi blive stærkere i,« sagde Thomas Nørgaard.

Manglende dygtighed
I OB-lejren var Kent Nielsen tilfreds med det ene point, efter OB kom bagud. Det viste, at holdet har karakter.

»Vi er afklaret med, at vi kunne have vundet. Og jeg føler også, at det i de afgørende situationer var manglende dygtighed fra os selv, der var skyld i det. Men med stor tilfredshed noterer jeg mig også, at vi bliver ved med at skrabe point sammen,« sagde Kent Nielsen.

»Når vi spiller 1-1 i dag ( i går, red.), så ved vi også godt, at vi har mere kvalitet i holdet. For i bund og grund har vi kun tabt én udekamp i hele sæsonen. Vi har været stabile og leveret stærke præstationer over hele sæsonen, men vi har spillet for mange uafgjorte, når det har været tæt,« sagde han.«