»Vi blev gift 21. juli i Sierra Leone. Men jeg var der ikke selv, fordi Malmö bad mig om at komme tidligere.«

Sådan lyder den vanvittige historie om Mohamed Buya Turays bryllup i 2022.

OBs nye angriber sagde nemlig »ja« til kæresten Suad under et bryllup i Sierra Leone, hvor han kommer fra.

Der er dog lige den helt surrealistiske omstændighed, at han ikke selv var til stede. Derfor måtte der tages alternative midler i brug. Det fortalte han til Sportbladet.

»Vi tog billederne på forhånd. Så det ser ud, som om jeg var der, men det var jeg ikke. Min bror måtte repræsentere mig ved selve brylluppet.«

Mohamed Buya Turay blev præsenteret som ny Malmö FF-spiller – i Malmø – dagen inden han skulle giftes i Sierra Leone.

Af den grund måtte han indgå det vilde kompromis.

Den 28-årige angriber fra Sierra Leone har netop skrevet en toårig kontrakt med OB fra den kommende sæson.

Han har tidligere spillet i forskellige klubber i både Sverige, Belgien og Kina, men har stået uden kontrakt siden årsskiftet.