Det har ladet vente på sig. Men nu tyder det på, Brøndby har sommerens første storindløb på vej.

Allerede i januar kunne B.T. og den norske avis VG fortælle, at Brøndby havde budt 7,6 millioner kroner på den norske midtbanespiller Tobias Børkeeiet. Men dengang var svaret nej fra stortalentets klub, Stabæk.

Nu er nej imidlertid blevet til ja. Brøndby har øjensynligt forhøjet buddet på Børkeeiet og fået en tommelfinger op til gengæld. Derfor er Børkeeiet nu på vej til lægetjek i København. Det beretter det norske medie eurosport.no.

Mange måneders interesse udmønter sig dermed i et skifte for Børkeeiet, der for nylig var med det norske U20-landshold til VM.

Det 20-årige talent har tidligere været interessant for hollandske storklubber som Ajax og PSV Eindhoven, men nu lander han altså i Brøndby.

Han gennemgår lægetjek i dag og kan derfor blive præsenteret senere på dagen eller lørdag.

»Vi har tidligere været åben omkring, at der har været bud på ham. Så må vi se, hvad i dag og i morgen bringer,« lyder det fra sportschefen i Stabæk, Inge André Olsen, over for eurosport.no.

Tobias Børkeeiet blev i sidste sæson nomineret til årets fund i Eliteserien og har ifølge ungdomslandstræner Pål Arne Johansen kvaliteterne til at nå en af de store ligaer.