Selvom FC København ikke gik videre i Champions League, er der stadig grund til at juble i den danske mesterklub. Klubben får nemlig store pengesummer for dens flotte præstationer i den store europæiske turnering.

Det fortæller manager Ståle Solbakken til norske VG.

Selvom FCK skulle håbe på en usandsynlig sejr til Leicester i Porto for at gå videre, viste københavnerne alligevel klassen og vandt sikkert 2-0 ude over belgiske Club Brügge. Den sejr betød ganske vidst ikke noget for de videre muligheder i Champions League, men den lagde lidt over 9 millioner danske kroner i den pengepulje, som FCK forlader Champions League med.

Men det er blot peanuts i forhold til, hvad københavnerne har tjent på hele turneringen, fortæller Solbakken til VG.

»Sammenlagt har vi tjent 200 danske millioner kroner på Champions League i år,« lyder det fra FCKs manager.

Pengene kommer fra præmiepenge, tilskuer- og tv-indtægter og alt, hvad der ellers hører med til turneringen. Oven i det beløb er der eksponeringen af spillere, som skal sælges.

To spillere, Mathias 'Zanka' Jørgensen og Ludwig Augustinsson, har gjort det så godt i Champions League, at de er kommet i det internationale fodboldsite goal.com’s startopstilling over de elleve spillere, der har leveret de bedste præstationer i gruppespillet.

Ståle Solbakken er klar til at sælge til sommer, og det kan i princippet øge indtjeningen på Champions League yderligere, da den flotte eksponering næppe gør noget dårligt for de to herres salgsværdi.

»Vi kommer sikkert til at sælge en eller to. Sådan er det. Vi har kun lukket fire mål ind i 12 europæiske kampe i år, mens vi har lukket otte mål ind i ligaen. De fleste spillere har også den rigtige alder, så trykket kommer til at være stort. Vi har lagt planer for Zanka og Ludde (Ludwig Augustinsson, red.). De er færdige med deres værnepligt,« siger Ståle Solbakken til mediet.

FCK og Ståle Solbakken spiller søndag årets sidste kamp, når de skal til Ceres Park i Aarhus og møde AGF.