Mike Jensen scorede direkte på frispark og sikrede Brøndby 2-2 hjemme mod AaB i en kamp, de blå-gule burde have vundet.

Brøndby var på vej mod nederlag i sæsonens første kamp mod AaB, da Mike Jensen takket være et frisparksdrøn reddede 2-2 og dermed et point til holdet.

Brøndby spillede ellers bedst, og holdet burde også have vundet kampen, men AaB var noget mere effektive.

To situationer fra starten af anden halvleg fik meget afgørende indflydelse på kampens forløb.

Først blev den ny Brøndby-spiller, Mikkel Thygesen, væltet af AaBs ny målmand, Nicolai Larsen. Da forseelsen skete i straffesparksfeltet, burde dommer Claus Bo Larsen have fløjtet for straffespark, men hans fløjte forblev tavs i den situation.

To minutter senere løb Jeppe Curth i stedet op og udlignede til 1-1 for AaB.

Små ti minutter før tid scorede Lasse Nielsen til 2-1 på hovedstød efter et hjørnespark, og på den måde scorede AaB deres to mål på to af deres meget få chancer i kampen.

Mikkel Thygesen havde ellers bragt Brøndby foran 1-0 efter et kvarters spil af første halvleg, hvor Brøndby sad på spillet.

I sidste ende blev Brøndby dog delvist reddet af Mike Jensens frisparksmål i overtiden.