FC København har fået en historisk ringe pointhøst i denne sæson, hvor holdet kæmper for bare at holde sig inde i top-6. Træner Ståle Solbakken tager det fulde ansvar for, at det næppe bliver til endnu et FCK-mesterskab.

Sibusiso Zuma havde endnu ikke banket sit navn fast som en Superliga-superstjerne, John ’Faxe’ Jensen var spillende træner på det kommende mesterhold fra Herfølge og Ståle Solbakken løb rundt og styrede midtbanen i AaB.

Vi skal tilbage til engang i forrige årtusinde - efteråret 1999 - for at finde et FC København-hold, som har fået en dårligere start i Superligaen, end det er tilfældet i denne sæson.

Kun seks sejre er det blevet til for de forsvarende mestre i 16 Superligakampe siden juli. Og efter blandt andet to nederlag til ærkerivalerne fra Brøndby IF har Ståle Solbakkens mandskab hele 14 point op til førstepladsen i Superligaen, som bestrides af netop Brøndby IF.

Med andre ord: Det har været en hård landing for FCK efter sidste sæsons ’tour de optur’, hvor de hvidklædte københavnere spillede forrygende fodbold og suverænt hjemtog The Double og endnu engang satte dansk klubfodbold på landkortet med gode resultater i Champions League.

Førnævnte Ståle Solbakken er qua sin egenskab som træner og sportschef om nogen manden, der tegner butikken i FC København. Hans historik som træneren, der ad to omgange siden 2005 har stået bag syv mesterskaber, fire gange Champions League-gruppespil taler da også for sig selv.

 
SønderjyskE formåede for første gang nogensinde at gå sejrrigt fra banen, da de hjemme vandt 2-0 over FC København.
Vis mere

Derfor er det naturligt et sted at søge svaret på, hvordan og hvorfor FC København er havnet så dybt nede i suppedasen, at det her kort inden vinterpausen er et tema, om hvorvidt holdet overhovedet kan spille sig ind i mesterskabsplayoff-spillet.

Guldet har Solbakken allerede mere eller mindre afskrevet efter holdets fjerde nederlag i seks kampe mod Sønderjyske i søndags.

Men hvem har ansvaret, hvad er gået galt og hvorfor – og hvilke konsekvenser får de svigtende resultater? De spørgsmål stillede BT Sporten til en travl Ståle Solbakken efter dagens korte dagen-derpå-træning på FC Københavns anlæg på Frederiksberg.

SE OGSÅ EUORSPORTS INTERVIEW MED SOLBAKKEN I VIDEOEN ØVERST

Ståle Solbakken, efter så dårlig en sæsonstart, føler du så, at sædet brænder under dig?

»Nej, det føler jeg overhovedet ikke. Det gør jeg ikke. Men jeg har ikke noget problem med at sige, at jeg totalt tager ansvaret. Helt og holdent. Jeg har ansvaret for holdet, for taktikken og for køb og salg af spillere. Det er selvfølgelig også et teamwork, men det er mig, der trykker på knappen og til syvende og sidste bestemmer. Jeg lever af resultater som alle andre. Men jeg har vundet fem af sidste seks pokaler, og vi har spillet i Champions League og er i Europa igen, så det er jo ikke helt godnat. Vi har otte-ni point for lidt i Superligaen. Det ansvar tager jeg på mig.«

Du har selv luftet, at guldet nok er væk nu. Tror du, I vil være klar til at tage kampen op i næste sæson?

»Det bliver svært at vinde guldet nu. Men jeg har en god fornemmelse af, at vi bliver bedre og bedre. Vi skal klare en svær tid nu, men jeg ser mange positive ting i fremtiden, der gør, at vi vil stå stærkt igen. Vi vidste, at denne sæson ville blive svær, men jeg havde ikke håbet, at den ville blive så svær. Kombinationen af afgang af spillere og integrationen af nye spillere, som ikke er gået hurtigt nok, er mit ansvar. En vanvittig skadesfrekvens har også spillet ind, og for første gang i min tid i FCK, så har vi ikke klaret at spille med i to turneringer. Jeg tager ansvaret på mig, så må vi se, om vi får det på plads.«

Hvor overrasket er du over, at I er kommet så langt ned i tabellen?

»Jeg er overrasket og skuffet over, at vi ikke har kunnet holde et højere niveau. Jeg synes i ærlighedens tegn, at vi, efter transfervinduet lukkede, har været meget bedre spillemæssigt. Vi kæmpede rigtig hårdt i starten af sæsonen med de nye spillere, skader og fysikken ikke mindst, så der skulle vi kæmpe for at komme ind i Europa. Derefter fik vi tre gode sejre i streg og scorede rigtig mange mål i en periode, men senest har vi haft kæmpe problemer særligt på udebane.«

Så er de 14 point, der er mellem FCK og Brøndby i ligaen, et udtryk for det relle styrkeforhold?

»Lige nu vinder Brøndby alle deres kampe, mens vi taber og de har slået os to gange indbyrdes. Så snakker vi om lige nu, så er Brøndby stærkere end os. Vi vidste, at vi ville få det svært i denne sæson, men jeg havde ikke troet, at det skulle blive så svært, så derfor lægger jeg mig fladt ned, og så må vi se, om vi kan rejse os.«

Ændrer situationen noget i forhold til, hvordan du vil gribe den kommende januar-transfervindue an – skal I være mere aktive dér?

»Nej, for vi ved, at Federico Santander, Jan Gregus og måske Erik Johansson i februar, kommer tilbage. Nicolai Boilesen er klar nu, og Nicolaj Thomsen kommer vi til at betragte som en helt ny spiller, når han får en hel opstart her til vinter. De spillere, som kom sent i sidste transfervindue, Carlos Zeca og Denis Vavro, kommer også til at få en meget større impact efter en opstart hos os. Men hvis vi ser, at vi kan fortærke os, så kan det være, at vi gør det. Men det allervigtigste for os er de spillere, der er her, og at alle de skadede spillere bliver friske og får en god opstart.«

Så du regner fortsat med at sælge profiler som Benjamin Verbic, Robin Olsen, Federico Santander, som du tidligere har proklameret, til sommer?

»Ja, det gør jeg. Der er ingen ændringer der.«

Hvor fortrøstningsfuld er du over for, at de nye spillere kan udvikle sig til at blive stamspillere, der kan bære holdet i næste sæson?

»Pieros Sotiriou har gjort det rigtig godt. Han brænder nogle chancer, men han er konstant farlig. Så ham er jeg meget tilfreds med. Michael Lüftner bliver bedre og bedre, tror jeg. Han tager et stort ansvar nu, fordi han spiller med unge spillere ved sin side på grund af skaderne. Vavro har en nedadgående kurve nu, men det er normalt. Han kom direkte ind på holdet fra Slovakiet på sidstedagen af transfervinduet. Så ham er jeg heller ikke nervøs for. De trænger til lidt hjælp, de unge drenge, men det får de, når de rutinerede spillere vender tilbage.«

Har du lært noget af det forløb, der har været fra slutningen af sidste sæson til nu?

»Vi lærer noget hver dag, men vi har helt sikkert begået nogle fejl, som vi skal analysere os frem til, så vi ikke gentager dem.«

Det var sidste ord fra Ståle Solbakken, inden han lynede sin træningsjakken op og hastede ind i FCK’s omklædningsrum, hvor en pakket eftermiddag med møder skulle afvikles.