KOMMENTAR

Der er på en måde et paradoks i den måde, som vi tænker på i Danmark, når det kommer til vinderkultur. Det er ikke fordi, at vi ikke har konkurrenceprægede miljøer, og det er heldigvis også sådan, at langt de fleste gør deres bedste i jagten på sejr. Vi vil så gerne. Men vil vi det nok?

Det danske fodboldsystem er i nogen grad også et produkt af det samfund, som vi lever i. Mentaliteten ’vi skal have alle sammen med’ kommer til udtryk ved et meget fintmasket sikkerhedsnet, hvor der helst ikke er nogen, som skal falde fra. Sådan er det ikke alle steder i verden.

I F.C. København lærte jeg noget om vinderattitude og det at 'spidse albuerne', og da jeg stod på et træningsanlæg i Nantes i Frankrig, og en bus med drengespillere trillede ind på træningsanlægget, gik det for alvor op for mig, hvad det vil sige at ville gøre alt for at vinde.

En efter en steg drengene ud af bussen velvidende om, at kun en eller to klarede sig gennem nåleøjet og fik lov at blive. Resten blev sendt med bussen videre, og for flere var det første forhindring for at være i stand til at forsørge en stor familie derhjemme. De VILLE vinde. Sidst oplevede jeg i min HSV-tid en medspiller skadede sin konkurrent med vilje for at få pladsen på holdet. Han ville have den næste kontrakt, og ingen konkurrent skulle stå i vejen.

Min pointe er ikke, at alle nu skal til at save hinanden midtover på træningsbanen, men jeg vil gerne rokke lidt ved den måde, som vi tænker på i Danmark. Hvis jeg skal skrive det lidt provokerende, er meget, der ikke er den danske måde at tænke på, forkert.

Jeg har spottet den danske mentalitet i mange af de reaktioner, som der er kommet på Randers FCs træner Ricardo Moniz efter hans indtræden og medvirken i ’Superliga Backstage’, hvor der lige nu er et stort og åbent vindue til at følge med i alt, hvad han gør og siger, og hvad der i øvrigt sker i klubben.

En af reaktionerne har været, at den ikke var gået til en MUS-samtale at kalde Marvin Pourié ’et røvhul’, som Ricardo Moniz for eksempel har gjort for åben skærm. ’Det er dårlig ledelse og hvem skal da kunne præstere under det?’, lyder det. Min holdning... med al respekt. I ved ikke, hvad I snakker om!

Når Moniz siger sådan, er det sagt i en fodboldmæssig forstand. Og når Moniz siger til Kasper Enghardt, at han er for ’world class’ til at spille dårligt i en kamp, er det jo for at gøre ham bedre. Spillere på et professionelt plan forstår det her. ALLE trænere leder efter typer, som kan give en vis balance på holdet og skabe vinderkultur, for det går ikke, hvis samtlige spillere er på rødvins- og kortklub med hinanden. Der SKAL være en snert af ’jeg vil have din plads i startopstillingen.’

I TOPPEN AF ARTIKLEN KAN DU SE AFSNITTET, SOM MICHAEL GRAVGAARD REFERERER TIL.

For mig går grænsen ved, når en træner er 'ondskabsfuld'. Det oplevede jeg selv i Frankrig, hvor en træner på alle plan svinede spillere til, som han ikke kunne lide, og frøs dem ud. Han trænede ikke alle spillerne for at gøre dem bedre, og det er en fodboldtræners vigtigste opgave.

Ricardo har sin stil. ’Problemet’ er, at vi bare ikke er vant til den stil, og det vil jeg gerne udfordre. Lad os nu ikke være bange for alt, der er fremmed, men i stedet prøve at reflektere over de nye indtryk. Måske det rent faktisk kunne hjælpe os til at skabe en endnu bedre vinderkultur.