Robert Skov render for tiden rundt med ild i sin venstre fod. Det meste, den 22-årige FCK-spiller rører for tiden, stryger direkte i kassen.

21 mål i 21 Superliga-kampe er han noteret for, og det er ikke kun nok til at distancere enhver anden på den danske topscorerliste. Det sender også Robert Skov op i selskab med nogle af verdens allerstørste stjerner.

For hvert år uddeles Golden Boot til den mest scorende spiller i Europa - efter en helt speciel kalkule, hvor spillere i de bedste ligaer får deres mål ganget med to, spillere i de næstbedste ligaer får det ganget med halvanden og så fremdeles.

Her ligger Robert Skov lige nu på en plads som nummer 11.

Hov, giv os lov at vise videoen

Det gør du her

Videoen er klar, når du har klikket på den grønne knap

1. Lionel Messi, 21 mål / 42 point
2. Kylian Mbappé, 18 mål / 36 point
3. Cristiano Ronaldo, 18 mål / 36 point
4. Edinson Cavani, 17 mål / 34 point
5. Sergio Agüero, 17 mål / 34 point
6. Mohamed Salah, 17 mål / 34 point
7. Fabio Quagliarella, 16 mål / 32 point
8. Nicolas Pépé, 16 mål / 32 point
9. Duván Zapata, 16 mål / 32 point
10. Mbaye Diagne, 21 mål / 31,5 point
11. Robert Skov, 21 mål / 31,5 point
12. Liliu, 31 mål / 31 point
13. Luuk de Jong, 20 mål / 30 point
14. Zakaria Beglarishvili, 30 mål / 30 point
15. Paulinho, 20 mål / 30 point

Lionel Messi, Kylian Mbappé og Cristiano Ronaldo er trioen i toppen af Golden Boot-listen. Og de tre verdensstjerner vil nok fortsat være favoritter til at distancere Robert Skov.

For netop Lionel Messi og Cristiano Ronaldo har de seneste 10 år domineret også denne liste. Her har de sammen hentet otte af 10 gyldne støvler.

Derfor skal Robert Skov nok fortsætte sin vilde stime, hvis han vil helt op i  toppen. Men mon ikke han også kan hygge sig med en plads i top 10, og den er trods alt ikke fuldstændig urealistisk.