Han er fodboldspiller af profession, men far for livet, og det faktum gav Nicolai Boilesen en noget anderledes guldfest mandag aften.

For mens kollegerne i FCK-truppen kværnede dåseøl i bussen på vej hjem fra Viborg, havde den skadede profil anderledes voksne forpligtelser i København.

»Jeg har været hjemme at putte min datter. Vi skulle lige i bad og børste tænder – og så ind og putte. Så det er der, jeg har været, mens Nordsjælland-kampen stod på,« fortalte Nicolai Boilesen ved FCKs guldfejring foran Frederiksberg Rådhus.

Det var Brøndbys storsejr over FC Nordsjælland, der sendte DM-pokalen til FC København for 15. gang, og selv om Nicolai Boilesen var flere hundrede kilometer væk fra festen i bussen, følte han sig alligevel som en del af den.

»Det har været lidt specielt. Men jeg har fået så mange beskeder tilsendt, at jeg føler, jeg har været med. Og ellers har alle været på Instagram-live, så jeg føler næsten, jeg har været med i bussen.«

»Selvfølgelig ville jeg gerne have været der, men sådan er det nogen gange. Jeg har snakket med stort set dem alle sammen.«

Da FCK-truppen klokken 23.30 trillede ind på Frederiksberg, sov datteren trygt, og Nicolai Boilesen tog del i guldfesten, der gik fra rådhuser over Parken til en natklub i København K.

»Jeg er typen, der er glad for at fejre det. Måske ikke med alkohol, men for at fejre drengene.«