Den portugisiske storklub Sporting Lissabon har budt på Lukas Spalvis, der er nuværende topscorer i Superligaen.

Det siger AaB-angriberens mellemmand, Henner Janzen, til Ekstra Bladet.

»Jeg kan bekræfte, at Sporting Lissabon har budt på Spalvis,« siger mellemmanden.

Ifølge Ekstra Bladet har buddet en størrelse på 13-14 millioner kroner.

Sporting hører til blandt de absolut største klubber i Portugal og fører i skrivende stund ligaen foran Benfica og FC Porto. Det betyder også, at Lukas Spalvis - muligvis - kommer til at spille for en potentiel Champions League-klub, skulle han blive solgt.

Det er ikke overraskende, at Lukas Spalvis er en eftertragtet herre. Litaueren har bombet løs foran mål i Superligaen og er blevet døbt Lukas 'Zweimal' Spalvis med henvisning til, at han ofte scorer to gange i kampene. Helt præcist har han nettet 14 gange i denne Superligaen.

AaBs sportschef Allan Gaarde sagde tidligere torsdag, at der er meget interesse for AaB-angriberen, der endda skal have sagt nej til et bud fra Kina.

Spalvis har spillet i AaB siden 2013, hvor han kom til klubben fra Freiburg.