Medlem af unik fanklub: 'Jeg blev meget ked af det'
Den nu afdøde Brøndby-stjerne Ole Bjur havde mange tilhængere – én af dem var Nikolaj Koppel.

Den nu afdøde Brøndby-stjerne Ole Bjur havde mange tilhængere – én af dem var Nikolaj Koppel.

Den tidligere Brøndby-stjerne Ole Bjur gik mandag bort 57 år gammel efter flere års kræftsygdom.
Kondolencerne og hyldesterne er væltet ind, og hos en særlig gruppe Brøndby-fans gør det ekstra indtryk.
Brøndby-fangruppen Oles Venner er stiftet som en hyldest til netop Ole Bjur, og fangruppen tæller i alt 64 medlemmer (med reference til Brøndbys stiftelse i 1964, red.).
En af dem er pianist og Podimo-direktør Nikolaj Koppel, der begræder Bjurs bortgang.
»Jeg blev meget ked af at erfare, at Ole Bjur er gået bort. Jeg har altid haft stor respekt for ham, både som spiller og som menneske uden for banen,« skriver Koppel i en sms til B.T.
»Jeg nåede kun at møde ham få gange, men blev med det samme grebet af hans faglighed og helt evidente, stærke menneskelige kvaliteter – han var varm, tilstedeværende og ydmyg med et stort glimt i øjet. Må han hvile i fred,« slutter Koppel.
Koppel og Bjur mødtes blandt andet i den magiske sommer 2021 i B.T.-sammenhæng, hvor Koppel blandt andet fortalte om fanklubben Oles Venner.
Ole Bjur spillede fra 1991 til 2000 i Brøndby, inden han stoppede karrieren. Hans bror, Jan Bjur, fortalte om hans død tirsdag, hvor det stod klart, at Ole Bjur havde været kræftsyg gennem de sidste ti år.